I det fynske folks tjeneste

Små partier breder sig

Tirsdag middag var sidste frist for partier og lister til at meddele, at de stiller op til kommunalvalget 15. november. Kandidatlisterne afslører, at i mange kommuner får vælgerne flere valgmuligheder - de små partier, der tidligere ikke har stillet op på kommuneplan - er på banen i de nye storkommuner.

I Glamsbjerg får V-borgmester Ankjær Stenskrog konkurrence fra fire flere partier og lister ved kommunalvalget til november end ved valget i 2001.

- Det er godt for demokratiet, at man har flere muligheder at vælge mellem, fastslår kommunalforsker Ulrik Kjær, SDU Odense.

Glamsbjerg rykker

I for eksempel Glamsbjerg må vælgerne nærmest opleve det at gå til stemmeurnerne i år som et overflødighedshorn. Hvor de ved det sidste kommunalvalg i 2001 havde fire partier og to lister at vælge i mellem, får de denne gang yderligere tre partier og en liste at stemme ud fra.

Ved valget til kommunalbestyrelsen i den ny Assens Kommune behøver tilhængere af SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten derfor ikke længere at "spilde" deres kryds på andre partier - nu stiller deres foretrukne partier nemlig op. 

Næsten Fyns-dækkende

De små partier har før lidt under kun at have små vælgerforeninger, der ikke kunne magte at føre valgkamp i de mange kommuner. Men med kun ti kommuner på Fyn frem over er vælgerforeningerne vokset og er blevet mere handlekraftige.

Både De Radikale og Enhedslisten kan dermed konstatere, at det er lykkedes dem at blive næsten Fyns-dækkende.

Enhedslisten har før kun stillet op i Odense og Svendborg - ved dette valg kan man stemme på de rød-grønne kandidater i otte kommuner. Kun Ærø og Langeland kan ikke mønstre kandidater fra Enhedslisten.

Det Radikale Venstre stiller denne gang op i alle kommuner undtagen Ærø.

Se listen over kandidater i din kommune via tv2fyn.dk's valgguide