Små partier går sammen i Region Syddanmark

Fem små lister går i valgforbund i forbindelse med valget til regionsrådet i november. Partierne og listerne bag håber, at samarbejdet vil give mindst ét mandat.

Fem lister og partier har indgået valgforbund forud for valget til Regionsrådet til november. Partierne bag valgforbundet er Kristendemokraterne, Folkeflokken Odense, Retsforbundet, Regionslisten og Slesvigsk Parti.

Ved sidste valg til Regionsrådet i 2013 manglede det fem-kantede valgforbund få hundrede stemmer for at få et mandat.

Håber på et mandat

Michael Jensen der er formand for Kristendemokraterne på Fyn glæder sig over det nye valgforbund, som han håber vil give mindst et mandat:

- Jeg er optimisk, og jeg håber, at især samarbejdet med Slesvigsk Parti vil gøre, at vi tilsammen sikrer os mindst ét mandat. 

De fem lister og partier har alle fokus på det lokale og vil gerne styrke det nære demokrati og nære sygehusvæsen. Men samarbejdet mellem de fem partier er rent valgteknisk, og det er ikke til på forhånd at sige, hvilket af partierne der vil få et eventuelt mandat.

Magtmonopol skal brydes

På forhånd er partierne og listerne bag valgforbundet enige om, at magtmonopolet hos Venstre og Socialdemokratiet skal brydes.

De fem nuværende partier og lister bag valgforbundet er åbne for at indlemme flere partier, hvis der måtte være andre midtersøgende små lister, som vil være med.

Oversigt

    Oversigt