Vanvidskørsel: Mand har givet sig til kende

Fyns Politi undersøger om det er den rigtige fører af bil som i vanvittig fart kørte galt i Glamsbjerg, der har henvendt sig.

En mand har henvendt sig til politiet og sagt, at det var ham som sad bag rattet i den VW Passat, der i høj fart kørte galt i Glamsbjerg først på natten til søndag.

Det oplyser vagtchef ved Fyns Politi, Asbjørn Larsen, til TV 2/Fyn.

- Men vi skal nu have fundet ud af, at det rent faktisk er ham som kørte bilen, siger han.

Asbjørn Larsen bekræfter samtidig forlydender om, at en patruljevogn var i nærheden af uheldet, som skete kort efter midnat på Søndergade ud for Shell-tanken.

En patruljevogn havde nemlig passeret den grønne Passat nord for byen og vendte om, men indhentede først bilen, da den holdt smadret på gaden midt i Glamsbjerg.

- Han har formentlig set, at patruljen vendte om og har jokket på speederen, siger Asbjørn Larsen.

Vanvidsfart gennem byen

Vidner har overfor Fyens.dk fortalt, at bilen formentlig har kørt mellem 150 og 170 km/t, da den kørte ind i byen og blandt andet ramte flere lygtepæle.

Vidner har desuden fortalt, at de så en mand løbe fra uheldsstedet og springe ind i en have og forsvinde.

Bilen blev efterfølgende trukket væk fra Sønedergade og ind på Shells parkeringsplads. Her kunne man ved selvsyn se en fuldstændigt smadret bil, hvor blandt andet taget havde fået et ordentlig tryk og det ene hjul var faldet af.

Oversigt

    Oversigt