I det fynske folks tjeneste

Gourmet fastfood: Smagen af Fyn i nyudviklet hotdog

En række fynske turistattraktioner vil udvikle bedre mad til deres gæster. Et bud er en nyudviklet hotdog "Snapperen" med æblemost, spidskål og æbletern.

"Snapperen" er en oksepølse med forskellige urter, og der er blandt andet æblejuice i, så de har den fynske æblehistorie med. Toppings er blandt andet med spidskål-salater, syltede æbler og ristede rugbrødsterninger. Foto: Malte Jørstad

Turisterne efterspørger ikke kun en pølse med brød eller pomfritter, når de besøger de fynske turistattraktioner. De vil også gerne have andre valgmuligheder, fortæller Helle Villesen Salomonsen, der er daglig leder af spisestederne i Odense Zoo.

- Vi har nogen gæster, der efterspørger, om vi har andet end burgere og pomfritter. Vi har også forsøgt os med en gourmetburger, men jeg tror, at den her vil stå stærkere, fordi vi er er mange om brandet, siger Helle Villesen Salomonsen.

Hun har været med til at opfinde den nye gourmet-hotdog "Snapperen" fra bunden.

Fynske smagsoplevelser

Bag projektet står Food Fyn, Udvikling Fyn og Kold College. Meningen er skabe fynske smagsoplever, som turisterne efterspørger, når de er på Fyn.

Ud over Odense Zoo er flere fynske turistattraktioner med. Det er Bøsøre Camping, Havnegrillen i Assens, Egeskov Slot og Gorilla Park Svendborg.

 

Læs også Fynsk fastfood med et strejf af gourmet

 

- "Snapperen" er en oksepølse med forskellige urter. Der er blandt andet æblejuice i, så de har den fynske æblehistorie med. Så er der toppings på med spidskålsalat, syltede æbler og ristede rugbrødsterninger, fortæller Helle Villesen Salomonsen.

Pølsen kommer fra Nørre Søby

Det er Nørre Søby Slagteren, der bidrager med en af de væsentligste ingredienser i den nyudviklede, fynske gourmet-hotdog - nemlig pølsen.

- I første omgang er der naturligvis ikke den store bundlinje i det her for vores vedkommende, men jeg synes det er et udviklingsprojekt med meget stort potentiale og vi vil rigtig gerne være med på denne rejse, da vi selv har et fundament, der bygger på at madglæde starter med de bedste råvarer, siger Ronni Blak Nielsen fra Nørre Søby Slagteren.

- Jeg tror absolut på, at det er noget, der vil kunne generere god økonomi for os der leverer de gode fynske ingredienser til det her på sigt, siger Ronni Blak Nielsen.

 

Læs også Stem her: Hvor findes Fyns bedste pølsevogn på hjul?

 

Godkendt af prøvesmagerne

”Snapperen” er det første produkt i de fynske bestræbelser på at forny den fastfood, som turistattraktionerne tilbyder deres gæster. Tanken er at attraktionerne vil have den på menuen til højsæsonen.

Fredag blev ”Snapperen” så serveret og prøvesmagt på H. C. Andersens Julemarked. Og den blev godkendt af prøvesmagerne.

Efter at have smagt snapperen, kunne fynboerne nemlig afgive en stemme; grøn, rød eller gul. Det blev til 225 grønne, 41 gule og 4 røde.

02:19 Luk video