I det fynske folks tjeneste

Smalt budgetforlig i Svendborg

Heller ikke i år er det lykkes for Svendborgs borgmester at samle hele byrådet bag næste års budget. Kun de blå og lilla partier står bag, mens den røde blok står udenfor.

01:19

01:16

1 af 3

Budgetforliget blev præsenteret lørdag klokken 11. Bag det står de 17 medlemmer fra Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Svendborg Lokalliste samt Lone Juul Stærmose og Henning Duvier Stærmose.

Forligspartierne fremhæver, at det er vigtigt at satse målrettet på udviklingen af Svendborg Havn. I det hele taget er der fokus på understøtte udviklingen med befolkningsfremgang og øget beskæftigelse.

- Jeg er meget tilfreds med forliget, fordi vi prioriterer projekter, der vil drive byen frem, siger Lars Erik Hornemann.

S: Dårlige forhandlinger

Omvendt udlægger den socialdemokratiske gruppeformand Bo Hansen teksten som, at der spares på hverdagen hos børn, ældre og udsatte, og at det er den væsentligste grund til, at de 12 medlemmer af rød blok ikke er med i forliget.

På sin facebookside skriver han: "Vi havde med dette budget en chance for at bedre det politiske klima i Svendborg Kommune, desværre fik vi ikke det, der bare lignede en indrømmelse på vores mærkesager. Flertallet bad os reelt om at stemme for deres budget og det er ikke en måde at forhandle på. Vi ønskede os et bredt forlig, det fik vi ikke, hvilket er beklageligt for Svendborgs borgere .... øv"

Havneudvikling, demensby og sundhedshus

I budgetforliget afsætter man 20 millioner kroner til køb af SIMAC's nuværende bygning på A.P. Møllersvej, hvis det ikke lykkes SIMAC at sælge til anden side i forbindelse med flytningen til havnen. Dertil kommer 38 millioner kroner afsat til infrastruktur omkring havnen.

Besparelser vedrørende de 0-6 årige er ifølge forligsteksten taget af bordet, men generelt fastholdes et krav om, at driften løbende skal trimmes, som det hedder i forligsteksten. Det er den slags som på hverdagsdansk handler om besparelser.

Sundhedstilstanden i kommunen tilgodeses med et sundhedshus, som også skal varetage en del af vedligeholdelsestræningen på plejecentrene. Mindst 15 kommunalt ansatte får arbejdssted i sundhedshuset, som tænkes etableret i tilknytning til eksisterende private sundhedstilbud som læger og fysioterapeuter.

Det beløb som kommunen fik at staten i 2015 til øremærkede aktiviteter for ældre borgere, fortsætter i 2016 selvom det ikke længere er et krav fra regeringen, at de går til ældre.

6,4 millioner kroner i 2016 skal bruges på at etablere en særlig "by" for demente fra 2017.

Partierne forventer at spare 2 millioner kroner i 2016 på færre anbringelser af børn, fordi man vil prioritere en forebyggende indsats over for udsatte familier. Samme strategi er der på beskæftigelsesområdet, hvor der ansættes fire virksomhedskonsulenter, der skal hjælpe med at få ledige i job. Dermed forventer forligspartierne, at der kan spares på udgifter til ledige.