Smed tyvekoster ud af bilen

To unge mænd fik en skidt debut, da de forsøgte sig som indbrudstyve i Haarby.

Sølvtøj og hætter

Mændene havde ellers iført sig hætter og udset sig en ubeboet gård, der var ved at blive renoveret, men alligevel gik det galt for de to.

Ejeren af gården kørte nemlig forbi, fordi han fik et opkald på sin telefon fra alarmen på gården. Her fik han øje på de to hætteklædte mænd, der bar sølvtøj ud i deres Ford Escort.

Mændene stak af fra stedet, mens ejeren kørte efter og gav politiet besked om, hvor tyvene var på vej hen. Undervejs forsøgte de to mænd at skaffe sig af med tyvekosterne ved at smide dem ud af bilruden.

- Tæt på Assensvej bliver de bragt til standsning, fortæller vagtchefen.

De to mænd på 23 og 26 år er nu sigtet og afhørt i sagen, men på fri fod igen, fordi de ikke er tidligere kendt af politiet.

Oversigt

    Oversigt