Smertefri Nicki Pedersen nærmer sig comeback

Nicki Pedersens genoptræning følger planen. Tillader vejret det, tester han på speedwaycyklen i næste uge. Speedwaykøreren Nicki Pedersen slider i øjeblikket på løbeskoene og bruger kræfter i styrketræningslokalet.

Den tredobbelte verdensmester er i gang med at genoptræne, efter et grimt styrt i maj sidste år i Holsted medførte en brækket nakkehvirvel, og et karrierestop truede den 40-årige fynbo.

Genoptræningen går som planlagt, og danskeren er ved godt mod i forhold til at ramme topformen, når sæsonens første VM-grandprix køres om 75 dage. Nicki Pedersen er VM-seriens eneste faste danske kører.

- Det går rigtig godt, og jeg træner på livet løs for at komme i bedst mulig form. Jeg er, hvor jeg skal være, for jeg løbetræner og styrketræner, så hele min krop fungerer.

- Jeg har det godt og mærker ikke komplikationer af nogen art. Jeg kan ikke mærke noget til min skade i nakken, og jeg tager heller ikke forbehold for den i min træning, siger Nicki Pedersen.

Han er yderst optimistisk omkring sit forestående comeback. Den største usikkerhed er dog, hvordan hans krop reagerer, når han kommer tilbage på speedwaycyklen.

Det svar får han formentlig i næste uge, hvor han har mulighed for at teste i Italien på egen hånd eller i Kroatien med sin polske klub, Unia Tarnow, hvis vejret tillader det.

- Jeg har ikke været ude at køre på cyklen endnu, men det glæder jeg mig virkelig til at komme, for det er jo snart et år siden, at jeg har været det for alvor.

- Jeg regner med, at jeg skal ud at køre i næste uge, men det kommer an på vejret. Hvis der er ikke på den gode side af otte grader, så kan det være lige meget, for så er dækkene for kolde, siger Nicki Pedersen.

Og selv hvis comebacket på cyklen skulle blive udskudt, er der god tid til at finde den form, der tidligere har sikret ham podiepladser på stribe.

- Sæsonen går først rigtig i gang i slutningen af april, og VM begynder først i maj, så jeg har masser af tid til at blive helt klar igen, siger danskeren.

Oversigt

    Oversigt