Mandfolk på mountainbikes: Smid et par kilo mens du griner

Et nyt tiltag skal få de sydfynske mænd op af sofaen og ud på mountainbiken. Søndag kørte de afsted for første gang.

En masse mænd på mountainbikes var i dag mødt op til den fynske premiere på "Mandfolk på Mountainbike".

Et tilbud til mænd med lidt for meget på sidebenene, der skal få dem op af sofaen og ud i naturen.

- Jeg håber at komme i bedre form. Den er ikke god her ovenpå vinteren, siger Jens Hjortholm Andersen.

"Mandfolk på Mountainbike" findes allerede 20 steder i Danmark, men Svendborg er nu det første og eneste sted på Fyn, hvor det bliver afholdt.

Selvom vejret ikke viste sig fra sin bedste side, trodsede gruppen vejret og kom afsted.

- Uanset hvor meget mave du har og hvor dårlig form du er i, så er hver eneste kilometer du får kørt herude i dag og de næste mange søndage bedre end at ligge på sofaen, fortæller Jens Hjortholm Andersen.

 

 

Initativet er skabt i et samarbejde mellem Svendborg Mountainbike Klub og projektet Bevæg dig for livet.

- Det handler altid om at få en god oplevelse. Man skal jo gerne komme hjem og tænke, at det her er fedt, og det vil jeg gerne igen, selvom det regner og sner, forklarer Jacob Pallesen fra DGI Fyn.

Efter en kort velkomst kan mændene spænde hjelmen, sætte sig i sadlen og rulle ud på de mudrede skovstier.

Fart ikke det vigtigste

Hos "Mandfolk på Mountainbike" er det hverken fart eller dyre cykler, som er vigtigt. Der er istedet fokus på hygge, sjov og socialt samvær.

- Det er jo det, foreninger kan. De kan skabe et fællesskab, om det så er løb eller cykling, fortæller Jacob Pallesen.

Dagens tur går igennem de sydfynske skove og kommer blandt andet forbi en bålhytte, hvor der bliver holdt pause. Her er der tændt op, kaffe på kanden og kage klar til mændene. Og selvom mandfolkene, der i dag tog en tur på jernhesten, gerne skulle tabe sig lidt, så er der altså plads til kage.

- Den gode motion er den, der bliver til noget, og så sker der ikke noget ved at tage et stykke kage. Alternativet er jo, at man ikke får cyklet, siger Jacob Pallesen.

Det sociale er vigtig for Jens Hjortholm Andersen.
Fotograf: Lasse Beck Frost

Jens Hjortholm Andersen og de andre mænd er nu nået frem til bålhytten. Turen har været en succes.

- Det var godt. Det var pløret og tungt at køre i. Jeg tror, der var nogen, der fik pulsen op. Det gjorde jeg i hvert fald, fortæller Jens Hjortholm Andersen.

Selvom et varmt bad lokker, så er han fast besluttet på at "Mandfolk på Mountainbike" bliver en ugentlig aktivitet for ham.

- Jeg skal helt sikkert med næste søndag. Lige så meget, som kalenderen overhovedet tillader det. Det er sikkert, forklarer Jens Hjortholm Andersen.

"Mandfolk på Mountainbike" kører hver søndag klokken 10.

 

Oversigt

    Oversigt