I det fynske folks tjeneste

Tiltalt for vold og urinkast: Smiler og griner i retten

Peberspray i ansigtet, overhældt med urin, tæsk, trusler og afpresning. Onsdag starter retssagen mod seks drenge fra Odense. De er tiltalt for overfald på 15-årig dreng.

Retssagen løber over fem dage. Foto: Peter Bergman

Seks drenge fra Odense står ifølge anklageskriftet bag et veritabelt voldsorgie mod en 15-årig dreng.

Overfaldet varede en time fra cirka klokken 18 den 20. juli.

Overfaldet skete dels på Abildgaardskolen og ved B1909's boldbaner. En række vidner ud over de seks drenge var også til stede ved overfaldet. Flere af vidnerne var under 15 år.

Overblik over sagen

20. juli: En større gruppe børn og unge overfalder 15-årig dreng på området omkring. Den 15-årige dreng bliver slået, sparket og overhældt med urin under et overfald. Overfaldet sker en fredag aften i sommerferien, hvor skolen er lukket og varer cirka en time.

29. august: En 16-årig og en 17-årig dreng bliver varetægtsfængslet i forbindelse med overfaldet.

1. september: Endnu en 16-årig dreng bliver varetægtsfængslet i sagen.

2. september: En 16-årig dreng truer den 15-årige offers far med at slå hans søn ihjel.

3. september: Den 16-årige dreng, der truer faren, bliver varetægtsfængslet. Alle sigtede nægter sig skyldige, men erkender, at de har været ved Abildgårdskolen 20. juli.

4. september: Abildgårdskolens leder fortæller, at der ikke er tale om elever fra skolen. Skolen har udleveret videomateriale til Fyns Politi i sagen. 

Kilde: Anklagemyndigheden hos Fyns Politi

Se mere

Den 15-årige dreng blev ifølge anklageskriftet tildelt knytnæveslag i ansigtet og på kroppen.

Overfaldsmændene sparkede også den 15-årige i både hovedet og på kroppen, mens han lå på jorden. 

Alle seks drenge, der fremstilles i Retten i Odense i dag onsdag, har siddet varetægtsfængslet siden sommer, fordi anklagemyndigheden frygtede, at de ville påvirke vidner.

Flere af de tiltalte er tidligere kendt for vold.

Fik peberspray og urin 

Af anklageskriftet mod de seks drenge fremgår det også, at den 15-årige dreng fik peberspray i ansigtet. Han blev også overhældt med urin, ligesom han blev stukket flere gange med en spids kæp.

- Hvis du melder det, kommer vi efter dig igen, truede den ene af overfaldsmændene ifølge anklageskriftet.

Blandt andet blev den 15-årige truet med at blive stukket ned, hvis han gik til politiet.

En anden af overfaldsmændene sagde blandt andet:

- Hvis du melder det til politiet, vil du ikke komme til at leve godt resten af dit liv. Vi vil komme til at forfølge dig resten af dit liv, indtil vi stikker dig ned eller slår dig ihjel, sagde en af dem ifølge anklageskriftet.

Flygtede med underbukser nede om hælene

Den 15-årige fik efter overfaldet lov at gå. Men med shorts og underbukser hængende nede om anklerne.

Siden er hans far blevet truet af en af de tiltalte.

Der er afsat fem retsdage til sagen. Der ventes først dom i sagen på onsdag i næste uge. 

I anklageskriftet fremgår det, at alle seks overfaldsmænd er tiltalt efter straffelovens paragraf 245, stykke 1 for legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter.

Anklager ønsker fængselsstraf.

Griner i retten

Ifølge TV 2/Fyns udsendte reporter ankom de seks tiltalte iført håndjern og fikseringsbælte. Under retssagen har de smilt og grinet.  

De har nægtet at udtale sig om deres rolle i sagen. Også selvom der er videooptagelser af overfaldet. 

En af de tiltalte sidder i retten sammen med sin mor. Ifølge TV 2/Fyns reporter krammer hun sin tiltalte søn. 

00:13

TV 2/Fyns reporter har observeret retssagen

Luk video