Smilets Lejr ligger i Middelfart

Over hele landet holder Ungdommens Røde Kors sommerlejr for børn, der ellers ikke ville komme på sommerferie. I Middelfart var 85 børn på sommerferie.

13-årige Fie er et af de 85 børn, der har tilbragt den seneste uge i Smilets lejr udenfor Middelfart.

- Man kan have det hyggeligt og have det sjovt. Der er ingen man skal tænke på. Ingen brødre man bliver irriteret af. Man kan være sig selv og være sammen med de nye sovekammerater man har fået, fortæller Fie.

Det er ungdommens røde kors, der afholder sommerlejren, hvor 50 voksne sørger for et væld af forskellige aktiviteter for børnene. 

Det eneste, børnene skal forholde sig til, er dagens mange programpunkter. Et af dem er middagsmaden, der også bliver lavet for dem, så de kan nyde ugen, lege og være sammen med hinanden.

- Vores aller vigtigste opgave er at vise dem, hvad nærværende voksne er. Voksne der har lyst til at lege og som har overskud til at være sammen med børnene på deres præmisser. De får en oplevelse af at være børn, og holde fri fra det ansvar, de har derhjemme. Det er vigtigt for os, at de bare er børn og kun skal tænke på at hygge sig og have det sjovt, fortæller lejrleder Louise Lagoni Mellquist.

Efter maden er der kø til slikboden. Og så går tiden ellers med aktiviteter og udflugter, som ungerne er på i løbet af ugen. Der har været store oplevelser i blandt.

- Vi var i bowlinghallen, hvor vi fik gratis is. Hvor vi måtte fylde op igen, når vi ville, fortæller 13-årige Fie.

Børnene er på ferielejr, fordi deres familier af sociale eller økonomiske årsager ikke kan komme på sommerferie. Så ungdommens røde kors sørger for en uge fuld af positive indtryk.

- Tiden går mega hurtig. Det bliver helt anderledes når man kommer hjem. Men jeg glæder mig oså til at komme hjem, fortæller Fie.

 

Oversigt

    Oversigt