I det fynske folks tjeneste

Knæk Cancer: Smørrebrød i Svendborg sættes ind i kampen mod kræft

En familie med speciale i madpakker og sandwich kaster sig nu ind i kampen mod kræft og donerer hele ugens omsætning til Knæk Cancer indsamlingen.

00:28

Hanne Stærke Sørensen passede sin far, inden han døde af lungekræft. Nu håber hun, at familiens butik kan være med til at hjælpe kræftforskningen på vej.

Der er fyldt med kunder i Christians Madhus i Svendborg på sådan en helt almindelig dag lige før frokosttid. For mange kunder betyder flere penge til kampen mod kræft.

Christian Pedersen og hans familie, der driver stedet, har nemlig valgt at donere overskuddet fra hele ugens omsætning til den store Knæk Cancer indsamling som TV2 og TV2-regionerne står bag.

- Vi håber at kunne samle omkring 20.000 kroner ind, lyder det forventningsfuldt fra ejeren af den lille virksomhed, der ikke har mere end et år på bagen.

Læs også Fynboer støtter Knæk Cancer med alt fra kastanjedyr til signeret OB-trøje

Her bliver der solgt højtbelagt smørrebrød og sandwich, og så leverer Christian Pedersen og hans kone Hanne Stærke Sørensen også mad til konfirmationer og fødselsdage.

Kræft i familien

Årsagen til gavmildheden skal findes i familiens egne rækker. Her har flere nemlig været ramt af den frygtede sygdom, blandt andre Hannes egen far, der døde af lungekræft.

- Det var hårdt. Både min mor og jeg passede ham hver dag under sygdomsforløbet, indtil han til sidst døde. Lidt efter fik min mor så konstateret brystkræft, men hun overlevede heldigvis efter længere tids behandling. Så kræft, det er ikke noget, jeg har det særlig godt med, fortæller Hanne Stærke Sørensen til TV 2/Fyn.

Håber på mange kunder

Blandt de mange frokostsultne kunder er der stor opbakning til familiens indsamling.

- Ja, det er da rigtig godt og en super idé. Det kan jo være, vi selv får brug for det en dag, fortæller elinstallatør Peter Hansen, inden han kører afsted med fire halve og en vand.

Læs også Webdok: Samtaler med kræften og familiens hund hjalp Sille gennem hårdt forløb

Også Torsten Madsen, der er pensionist, bakker op. Han har selv haft kræft i skjoldbugskirtlen, og han mener, der er brug for flere penge til forskning og behandling.

- Det er så flot, at de gør det her. Det er vigtigt, og vi andre bør også give noget mere i bidrag til forskningen. Også i alle andre uger end bare Knæk Cancer ugen, siger Torsten Madsen.

Nu håber parret, at der kommer mange kunder i butikken i løbet af ugen, så beløbet til indsamlingen kan blive så stort som muligt.

- Det kunne da være rigtig dejligt, hvis vi med vores lille bidrag kan være med til, at man finder nøglen til at kurere alle typer kræft, lyder det fra Christian Pedersen.

KNÆK CANCER

Hvert år i uge 43 sætter TV 2-familien og Kræftens Bekæmpelse fokus på kræft med kampagnen Knæk Cancer. Se de mange fynske inititativer her og opret din egen indsamling.

 

Du kan også støtte ved at lave din egen Knæk Cancer-blomst og dele den på Instagram med hashtaggene #knækcancerblomst og #tv2fyn. Den bedste blomst her fra Fyn kommer med i det store indsamlingsshow på TV 2 på lørdag.

 

Onsdag denne uge kan du møde TV 2/Fyn på Flakhaven i Odense, hvor Kræftens Bekæmpelse arrangerer årets store lysceremoni. Her kan du give dit eget bedste råd om kræft videre til alle vi andre fynboer. På TV 2/Fyn tror vi nemlig på, at dem, der er bedst til at give andre råd om kræft, er dem, der har haft sygdommen tæt på livet. Find TV 2/Fyns fotograf på Flakhaven mellem klokken 15 og 20.