I det fynske folks tjeneste

Sms-trussel førte til dom for voldtægt

En ung piges sms-trussel om anmeldelse af voldtægt førte onsdag til, at to mænd på 18 og 26 år blev dømt i Retten i Odense.

En sms fra en 16-årig pige fik i oktober sidste år en ung mand fra Glamsbjerg til at kontakte politiet i Assens. Pigen truende med at anmelde den 18-årige mand og hans 26-årige kammerat for voldtægt. For at understrege sin uskyld ringede han til politiet og forklarede, at han ikke havde forgrebet sig på hende. Pigen havde ikke selv meldt det til politiet, men opringningen gjorde, at politiet selv tog sagen op.

Det førte til, at begge mænd i dag blev dømt for at have udnyttet hende.

Retten i Odense dømte den 18-årige til behandling for psykiske lidelser på ubestemt tid på grund af krigstraumer, mens vennen fik seks måneders ubetinget fængsel.

Sagens tekniske beviser var begrænsede, men retten lagde vægt på pigens vidneudsagn, nogle dna-spor og sms-korrespondancer efterfølgende.

Forsvarerne har udbedt sig betænkningstid til en eventuel anke af dommen.