SMSer koster skole dyrt

Sagen om en lærers lumre SMS-beskeder med seksuelle opfordringer til flere elever koster nu Ådalskolen ved Odense dyrt.

Helt præcist 16 elever og en halv millioner kroner i budgettet over de kommende to regnskabsår, 2012 og 2013, skriver Fyens Stiftstidende.

Pr. 1. august var der indskrevet 232 elever på friskolen i Bellinge ved Odense, men da statstilskuddet for det kommende år skulle uddeles 5. september, var det tal faldet til 216 elever.

Det bekræfter medlem af skolebestyrelsen Jens Kierkegaard, der også sidder i skolens økonomiudvalg.

Værst ser det ud i 9. klasse, hvor kun otte elever ud af omkring 20 er tilbage på skolen.

Nedjusterer budgettet

Udmeldelserne betyder, at skolen må nedjustere budgettet med 500.000 kroner.

Det sker over de to kommende regnskabsår, fordi tilskuddet følger kalenderåret.

Beløbet svarer til statstilskuddet samt egenbetalingen for 10 ud af de 226 elever, som skolen havde budgetteret med i det kommende skoleår, men som nu er gået ud.

- Vi er ærgerlige over at have mistet den indtægt og de elever, men det er jo et valg, de pågældende forældre har truffet. Nu ser vi fremad. Vores fokus er på fortsat at være en attraktiv skole, siger Jens Kierkegaard.

Oversigt

    Oversigt