Nyd solrig tirsdag – snart slår vejret om

Det er med at suge solskinnet til sig tirsdag, for senere på ugen får vi et markant skifte i vejret.

Det fine solskin fortsætter også i starten af ugen, men det blæsevejr, der allerede søndag bevægede sig ind over Fyn, tager til i løbet af dagen.

Det får temperaturen til at føles en smule lavere.

- Der begynder at komme en vejrændring. Den kommer i flere tempi; i første omgang ser det bare smukt ud med solskin. Men det er blæsende fra en østlig retning, og vinden er tiltaget, så vi flere steder har en frisk eller hård vind, siger TV 2 Vejrets Jens Ringgaard og fortsætter:

- Når solen begynder at gå ned, så begynder der at komme skyer syd fra, og i aften kommer der regn til Langeland, og i løbet af natten også regn flere steder på Fyn, siger vejrværten.

Men inden vi når så vidt, venter altså en fin og solrig tirsdag, hvor temperaturen kommer op på et sted mellem 14 og 16 grader.

Natten til torsdag slår vejret for alvor om, og vi får en del regn. Fredag forudser TV 2 Vejrets prognoser helt op mod 15 millimeter regn på Fyn.

Se tirsdagens tidlige vejrudsigt.

Oversigt

    Oversigt