I det fynske folks tjeneste

Snart sommer - og øv-vejr...

Helnæs med mørke skyer over sig.

Nyd det varme vejr mandag, 2. pinsedag. For når mandagen er overstået, kommer der et helt andet vejr ind over det fynske.

Det fortæller den vagthavende meteorolog hos DMI, Jørgen Thomsen, til tv2fyn.dk.

Ifølge Jørgen Thomsen vil mandagen byde på op mod 25 grader og solskin på Fyn, men samtidig drejer vinden i vest.
- Det indikerer, at vi skal have en ny vejrtype efter de seneste dages flotte vejr, forklarer meteorologen.

En koldfront kommer

Allerede tirsdag kommer en koldfront, og den bringer en hel del skyer og måske også regn med sig til det fynske. Samtidig vil temperaturen kun snige sig op på cirka 15 grader.
- Det vil nok føles rigtig koldt, når man er vant til de 25 grader fra de seneste dage, fortæller Jørgen Thomsen.

Og det ustadige vejr med skyer, regn og mindre solskin end nu fortsætter ugen ud, hvor vi ellers fredag - ifølge kalenderen - går ind i sommerperioden.
- Det ser ikke spændende ud, siger Jørgen Thomsen om den kommende uges vejr.

Ved du noget? Så send os et tip