Sne og regn på vej: Svanninge Bakker kan dækkes af sne

Nogle få steder på Fyn kan i løbet af onsdagen blive klædt i hvidt, når en ny front passerer øen.

Mandag aften og natten til tirsdag sneede det flere steder på Fyn, der i en periode var dækket af sne.

Sneen er smeltet de fleste steder, men allerede onsdag rammer et nyt sne- og regnvejr øen. 

- Vintervejret får ben at gå på de kommende døgn. Der kan stadigvæk komme lidt sne og måske være lidt fnug i luften i løbet af morgendagen (onsdagen, red.), siger Anders Brandt fra TV 2 Vejret.

Ifølge TV 2 Vejret kan nedbøren falde som slud og tøsne, men der er også visse steder på Fyn, hvor man kan forvente et nyt, fint snedække.

- Dagen starter med tørvejr, men ud på dagen kommer der nedbør ind vestfra. Det kan starte som slud og tøsne, og det kan godt tænkes, at på Østfyn og i Svanninge Bakker, altså de fynske alper, og også på Vest- og Midtfyn, kan der en overgang lægge sig lidt sne på jorden, forklarer Anders Brandt.

Mere regn, slud og tøsne

De fleste fynboer skal dog ikke forvente at kunne genoptage igangværende sneboldkampe i løbet af onsdagen.

- Ud på de sene eftermiddagstimer og aftenen slår lidt mildere luft igennem, og så er det så som så med sneen, forklarer Anders Brandt.

De kommende dage fortsætter det ustadige vejr med temperaturer på mellem en og fem graders varme, og det gør, at nedbøren over Fyn og resten af Danmark vil veksle mellem regn, slud og tøsne. 

Se, hvordan sne- og regnvejret rammer Danmark onsdag. 
Fotograf: TV 2 Vejret

Oversigt

    Oversigt