Sne og vindstød af stormstyrke på vej mod Fyn

Weekenden bliver en hvid og stormfuld en af slagsen, forudser TV 2 Vejrets prognoser.

Der venter ifølge TV 2 Vejrets prognoser fynboerne en hvid omgang nedbør søndag. Weekendens sidste dag vil samtidig blive en blæsende fornøjelse med vindstød af stormstyrke, der vil rykke godt i trafikanterne og bide ondt i cyklisternes ansigter.

Sneen forventes at falde sent lørdag nat eller tidligt søndag morgen.

Et lavtryk med blæst og sne bevæger sig ind over Danmark natten til søndag, hvor sneen først vil vælte ned over den vestlige del af Jylland. I løbet af natten breder snefaldet sig til en større del af landet.

Flere steder på Fyn vil man således stå op til et hvidt dække.

Selvom vinden vil sende stormstød gennem landet søndag, ser det dog ud til, at sneen bliver for våd og tung til at kunne fyge.

Temperaturene vil ligge omkring frysepunktet i tidsrummet, hvor seen falder. Herefter afløser en mildere luft snevejret med temperaturer omkring tre til fire graders varme. 

 
 
Foto: TV 2 VEJRET

Oversigt

    Oversigt