Snedækket Fyn med glatte veje

Der er faldet 15 centimeter sne mange steder på Fyn natten til fredag, og vejene er mange steder pletvis sneglatte. Sneen fortsætter det meste af dagen.

Sneen er væltet ned over det meste af Fyn og trafikken snegler sig fredag morgen afsted. Mest sne er der faldet på det nordlige Fyn, hvor der mange steder ligger 15 cm. Sydfyn har endnu ikke fået de store mængder sne.

De fleste større veje er farbare, men mange mindre veje er ikke ryddet og kan være glatte. Cykelstierne er mange steder i Odense helt ufremkommelige på grund af sammenpresset sne.

Politiet har kun melding om få uheld. På Syd- og Østfyn har politiet melding om fem uheld med materiel skade. På Rugårdsvej i Odense er en lastbil gledet ud og spærrer trafikken.

Hos Falck er der travlhed, men ingen større problemer trods det massive snevejr på Fyn.

Fynbus melder at bustrafikken er forsinket med 30-40 minutter over det meste af øen på grund af vejret.

Oversigt

    Oversigt