Snedronningen rejser sig af tusinde legoklodser

H. C. Andersens Snedronningen bliver vakt til live under digterens festival, og hun tager form i både raketter og ekstravagante huse af legoklodser.

Kasser efter kasser med legoklodser er blevet slæbt ind i det ellers tomme butikslokale på Kongensgade 15 i Odenses gågade. 

Flere hundrede tusinde hvide klodser i alle mulige og umulige størrelser og former er hældt ud over de opstillede caféborde og opsluger de sorte duge.

- Det er lidt ligesom Frost. Den dér film, konstaterer Viktor Raft Jacobsen, der er mødt op for at bygge lego.

Med dén observation har han ramt plet, for under H.C. Andersen Festivals genopstår digterens eventyr om Snedronningen ved hjælp af Lego Education.

En dronning på vej i rummet

Temaet kan man lade sig inspirere af - eller lade være. Alle klodserne er hvide som Snedroninngen, men hun kan både tage form som en raket, en giraf eller et hus.

- Det er historiefortælling. Det, vi lægger vægt på, er udfoldelse af kreativitet, problemløsning og samarbejde, fortæller Lego Educations landeansvarlige, Preben Struckmann Hansen. 

Viktor Raft Jacobsen klikker klodserne sammen.

- Jeg er færdig, bebuder han. 

- Det er et raket-styrehus, fortæller Viktor Raft Jacobsen. 

Viktor Raft Jacobsens snedronninginspirerede raket-styrehus. Se flere billederne fra legobyggeriet i galleriet øverst i artiklen.
Viktor Raft Jacobsens snedronninginspirerede raket-styrehus. Se flere billederne fra legobyggeriet i galleriet øverst i artiklen.

Selvom rumfartøjet for det utrænede og fantasiløse øje kan virke langt fra Snedronningen, har Viktor Raft Jacobsen alligevel ladet sig inspirere af de utallige hvide klodser, der omfavner ham.

- Det er ude, hvor det er meget koldt. Det er meget oppe i Sverige og Norge, forklarer han.

Alle kan, ligesom Viktor Raft Jacobsen gjorde det, bygge deres fortolkning af eventyret frem til søndag 27. august.

Oversigt

    Oversigt