Sneen rammer Fyn mandag aften

Søndag og mandag bliver store dele af Danmark ramt af et snevejr med op til 10 centimeter sne. Fyn får dog kun få centimeter.

Nu kan man for alvor finde kælken frem. Danmark bliver nemlig ramt af snevejr to gange.

Ifølge DMI vil det første snevejr ramme Danmark søndag. Her kan Nordjylland allerede forvente sne ved middagstid, forklarer vagthavene hos DMI Thyge Rasmussen

- Det starter ved Vendsyssel og ned over Himmerland og Djursland, inden det kommer til Sjælland og Lolland Falster i aften, forklarer han.

Her forventes det, at der vil falde mellem seks og 10 centimeter sne, mens Sydvestjylland og Fyn kun skal regne med et par centimeter sne. I Vestjylland vil nedbøren formodentlig ende i slud, mens Bornholm går helt fri.

Men det er ikke den eneste snevejr, der er på vej mod Danmark.

- Fyn, Vestsjælland og Lolland Falster får sne mandag aften, siger Thyge Rasmussen.

Hvis man vil have noget ud af snevejret, så skal man dog skynde sig. Sneen bliver nemlig ikke liggende på vejene hen over nytår. Allerede tirsdag bliver det tøvejr.

Oversigt

    Oversigt