Snevejr gav stribevis af uheld

Snestormen over det meste af Jylland og Fyn gav glatte veje og mange færdselsuheld. Lørdag morgen var den vestfynske motorvej spærret efter tre ulykker.

Jylland og det vestlige Fyn er nu på vej tilbage til mere kendte vinterlige tilstande efter fredag aftens voldsomme snevejr.

- Det begynder at nærme sig almindelig vinter, som vi kender de fra de seneste måneder, siger Louis Illum-Honoré, informationschef hos Falck.

Snevejret, der trak ind over landet fra vest fredag eftermiddag og aften, førte dog til en række færdselsuheld. Flere steder i landet advarede politiet fredag aften mod al unødig udkørsel, og lørdag meldes der forsat om risiko for glat føre i store dele af Jylland samt det vestlige Fyn.

I Sydøstjylland medførte snevejret fredag aften godt en halv snes biluheld, hvor personer kom til skade, men ingen alvorligt. Ved Kolding var motorvejen spærret i begge retninger, fordi lastbiler var skredet ud og blokerede for trafikken.

I Syd- og Sønderjylland måtte 19 mennesker bringes til forskellige sygehuse med kvæstelser som følge af uheld, oplyser Falck.

På Aalborgvej ved Thisted var 11 biler impliceret i et harmonikasammenstød. 14 personer blev kvæstet i sammenstødet, heraf én alvorligt.

Lørdag morgen var den vestfynske motorvej stadig spejlglat, og på kort tid kørte tre forskellige biler galt på motorvejen ved Nr. Aaby i vestlig retning. Ulykkerne betød, at motorvejen i en periode helt måtte afspærres i retning mod Jylland og fire ambulancer blev sendt til stedet. Ingen bilister kom dog alvorligt til skade ved ulykkerne.

Falck måtte trække omkring 600 bilister fri af grøfter og snedriver frem til lørdag morgen.

Lørdag morgen kunne de pansrede mandskabsvogne, der var rekvireret til Nykøbing Mors, Hurup og Thisted for at være sikker på, at ambulancerne kunne komme frem, sendes hjem igen.

Oversigt

    Oversigt