Snigpremiere på Mercur: - Jeg er vildt spændt!

Svendborg: Torsdag var der snigpremiere på den store danske TV 2 Charlie-satsning, tv-serien Mercur.

I 1950’erne gjorde en gruppe unge musikentusiaster oprør på et skib i Øresund mellem Sjælland og Sverige.

De skabte piratradiostationen Radio Mercur, der dermed brød Statsradiofoniens monopol ved at sende fra et skib i internationalt farvand.

Den dramatiske historie bliver nu til tv-serien Mercur, der bliver sendt på TV 2 Charlie. En meget stor del af Mercur er optaget i Svendborg, og da der torsdag var snigpremiere på serien, foregik det naturligvis i den store Scala-biograf i Svendborg.

Skuespillerne glæder sig til at se, hvordan serien bliver modtaget af danskerne. Meget endda.

- Jeg er helt vildt spændt. Virkelig spændt. Det er jo ikke min første premiere, men jeg tror, det er den premiere, jeg er klart mest spændt på. Det er et vigtigt projekt for mig og for os, og for mit eget vedkommende er det min første hovedrolle som en voksenrolle, kan man sige, og så er det her projekt bare noget helt særligt, siger Neel Rønholt, der spiller den kvindelige hovedrolle i Mercur, og uddyber:

- Vi var i Svendborg i fire måneder og fik et godt fællesskab, så der er virkelig en fællesskabsfornemmelse omkring det.

Kendt fra julekalendre

Også seriens mandlige hovedrolle, den 27-årige Andreas Jessen, ser frem til, at serien får premiere. Også selv om det kan betyde, at han bliver et endnu mere kendt ansigt - men nu som en, der levede i 1950'erne.

- Så kan det da være, at jeg får et lidt ældre publikum, der genkender mig, og ikke kun dem, der har set julekalender, griner Andreas Jessen.

Andreas Jessen er uddannet fra Syddansk Skuespillerskole i Odense, og er nok bedst kendt fra sine roller i de to julekalendre Ludvig og Julemanden og Den Anden Verden. Men nu får han en stor mulighed for at blive både kendt og anerkendt for noget helt andet. 

- Manuskriptforfatterne har taget sig den frihed, at vores karakterer er fiktive. Så der har ligesom været mulighed for at skabe et drama omkring rammen for fortællingen, som er Radio Mercur. Så der er både noget til det publikum, der måske kan huske Radio Mercur, og så er der et yngre publikum, som måske kan lære noget nyt, og som kan se en historie, hvor der er nogle personlige dramaer, der udspiller sig, og som er interessante uanset rammen, siger Andreas Jessen.

Radiostationen fandt et hul i lovgivningen og sendte i fire år, inden hullet blev lukket. Tv-serien kan ses på TV 2 Charlie, hvor den har premiere den 6. marts. 

Oversigt

    Oversigt