I det fynske folks tjeneste

Snøde i chok efter drab

02:41

1 af 2

Beboerne i landsbyen Snøde på Langeland er chokerede over, at der er sket et dobbeltdrab i deres lille by.

Det beretter TV 2/FYNs reporter, som har været i byen siden tidligt mandag morgen.

Hun kan også berette, at den femårige pige, der sad i sin fars bil, da han skød hendes mor og dennes ny kæreste, lige nu befinder sig hos den anholdtes familie.

Men de sociale myndigheder er varskoet, og hvad der videre skal ske med pigen er endnu uvist.

Den formodede gerningsmand på 25 år kørte ud til sin 23-årige ekskæreste, som boede sammen med sin nye kæreste på 35 år, for at aflevere deres fælles barn.

Under afleveringen opstod der tumult.

- Han trækker ekskæresten med og skyder hende. Så kommer den nye kæreste ud af huset, hvorefter gerningsmanden kører ind i ham og skyder ham, siger efterforskningsleder ved Fyns Politi Henrik Justesen.

Alt imens sidder den femårige pige i bilen.

Den 23-årige ekskæreste var ifølge efterforskningschefen gravid.

- Efter ugerningen kører gerningsmanden ned til en kammerat på Langeland, som ringer til noget af gerningsmandens familie i Svendborg.

- De tager over og henter ham for at køre ham til en politistation, lyder det fra Henrik Justesen.

I mellemtiden, cirka klokken 20.45, alarmerede naboer politiet, som havde afspærret Svendborgsundbroen. Her blev bilen med gerningsmanden stoppet klokken 21.50 på vej mod Svendborg.

Under ransagningen af bilen fandt politiet det formodede gerningsvåben, og den 25-årige blev anholdt.

Ifølge Fyns Politi er der tale om et oversavet jagtgevær.

Ved du noget? Så send os et tip