I det fynske folks tjeneste

Snyd med pas kan blive dyrt for ung kvinde

En ung pige forsøgte lørdag at snyde sig til adgang på diskoteket "Den Glade Viking" i Odense med et ændret pasfoto. Hun kan nu blive sigtet for dokumentfalsk.

En ung kvinde fra Odense forsøgte lørdag nat at komme ind på et diskotek i Odense - med et forfalsket pas i hånden. Det forsøg kan nu blive dyrt for den 16-årige.

Politiet blev lidt før klokken et natten til søndag kaldt til diskoteket "Den Glade Viking" i Odense. Her havde dørmanden fattet mistanke til en ung kvinde, der gerne ville ind på diskoteket, som har en aldersgrænse på 18 år.

Kvinden, der er 16, havde taget et foto af sit pas og ændret fødselsdatoen - og billedet af sig selv i et computerprogram, så hun på den måde kunne ligne en kvinde i den lovlige "diskoteks-alder".

- Men det kan blive rigtig dyrt for hende. Når man gør sådan noget, tænker man ikke over konsekvenserne, men de kan faktisk være store. Hvis hun bliver dømt for dokumentfalsk, har hun overtrådt straffeloven og får et hak i straffeattesten. Og det har jo alvorlig betydning for hendes fremtid, siger Kenneth Taanquist fra Fyns Politi.

Anklagemyndigheden vurderer nu, om de ting, kvinden har har foretaget, er dokumentfalsk og dermed en overtrædelse af straffeloven.

Ved du noget? Så send os et tip