I det fynske folks tjeneste

Snyder med fagforeningskontingent

Polske vikarer betaler flere hundrede kroner om måneden til deres fynske arbejdsgiver i kontingent til 3F, men fagforeningen ser aldrig pengene.

De betaler flere hundrede kroner hver eneste måned, men får
intet som helst for pengene.
Det er virkeligheden for en del af de mere end 100 polske
vikarer, som arbejder for firmaet JS-Consulting i Odense.

3F går videre med sagen

Vikarbureauet opkræver nemlig fagligt kontingent af dets ansatte
uden at sende pengene videre til fagforeningen.
Polakkerne betaler mellem 253 og 378 kroner om måneden til
fagforeningen, viser syv vikarers lønsedler fra februar og
marts, som Ritzau har set.

- Vi har kun fået indbetalt kontingent for fem af de ansatte
hos JS-Consulting. Og det undrer os, så vi vil nu gå videre med
sagen, siger kasserer i 3F Odense Michael Hedefelt til Ritzau.

Ritzau har talt med flere af firmaets polske vikarer, som
mener, at JS-Consulting siden november i alt har hentet 140
landsmænd til Danmark, hvor de arbejder i drivhuse på
forskellige gartnerier.
/ritzau/