I det fynske folks tjeneste

Snydt for 120.000: Barfoed efterbetaler løn til viceværter

Ejendomsselskabet Barfoed Group, der har hovedsæde i Odense, har efterbetalt 120.000 kroner til to tidligere viceværter. Det skriver Fagbladet 3F.

De to viceværter blev ifølge fagbladet snydt for betaling for deres arbejde for Barfoed Group.

Derfor har Barfoed Group efterbetalt knap 94.000 kroner til 58-årige Poul Nielsen for manglende løn og vagttillæg samt en fratrædelsesgodtgørelse på 8000 kroner. Han arbejdede som vicevært i firmaet i knap ti år.

63-årige Niels Juul Hansen har modtaget 26.000 kroner for manglende vagttillæg. Han var vicevært i koncernen i ni år, inden han sagde op.

Betalingen er sket efter krav fra de to mænds fagforening 3F Odense GOPS kort tid inden, sagerne skulle afgøres i byretten.

Administrationschef hos Barfoed Group siger, at virksomheden for flere år siden har indgået en lokalaftale med de ansatte, hvor vagttillægget blev lagt fast. Aftalen skulle for at være gyldig fremsendes til Kristelig Fagforening, men det er ikke sket.

- Det er derfor ikke vores opfattelse, at medarbejderne er blevet snydt, men derimod at nogle medarbejdere udnytter en formel fejl fra virksomhedens side til ikke at ville efterleve den indgåede aftale, skriver Tom Høj i en mail til Fagbladet 3F.

Han kalder det "beskæmmende", at de fratrådte medarbejdere ifølge hans udsagn har udnyttet en teknisk fejl for egen vindings skyld.

Barfoed Group skulle udover efterbetalingerne af med 26.000 kroner i sagsomkostninger.

Ved du noget? Så send os et tip