I det fynske folks tjeneste

Snydt for 231.000 kroner

I ti år er en fynsk graver blevet snydt for pension og betaling på søn- og helligedage.

Sidste forår rettede 55-årige Ole Kristensen henvendelse til 3F i Odense, da han hørte at en kollega fik indbetalt pension af sin arbejdsgiver. Det fik alarmklokkerne til at ringe hos ham.
 
Ole Kristensen har nu fået tilkendt 190.000 kroner i erstatning fra Brændekilde og Bellinge Menighedsråd samt 41.000 kroner af Erritsø Menighedsråd.

- Menighedsrådene har ingen styr på løn- og ansættelsesforhold. Rådene er fyldt med folk, som går op i lysestager og nye hynder til kirken samt kaffe og blødt brød, når de har foredrag, siger Anna Lise Vindeløv, faglig sekretær hos 3F Odense GOPS, til Nyhedsbrevet 3F.  

Menighedsråd erkender fejl

Ole Kristensen fik heller ikke altid sin løn til tiden. Af hans lønsedler fremgår timelønnen, hvor nogle af beløbene er skrevet med blyant. Bellinge Menighedsråd indrømmer at der er sket fejl i Ole Kristensens sag.
 
- Det kan jo ske sådan noget. Vi arbejder i vores fritid. Der kan nemt være ting, som vi ikke er med på, men så får vi samlet op på det hen ad vejen. Vi har betalt pengene, og nu er sagen afsluttet, siger Stina Nøjgaard, formand for Bellinge Menighedsråd, til Nyhedsbrevet 3F.