Socialchefer: For tidligt at love lettere førtidspension

Politikerne er i færd med at ændre lov om førtidspension. Men borgerne kan få forkerte forventninger.

Politikerne skal passe på med ikke at stille borgerne i udsigt, at det nu bliver meget lettere at få tilkendt førtidspension.

Sådan lyder advarslen fra Foreningen af Socialchefer i Danmark i forbindelse med et forslag til justeringer af førtidspensionsreglerne, som Folketinget behandler fredag.

Hvis borgerne tror, at der bliver tale om en væsentlig mere lempelig tilgang til førtidspension, så risikerer medarbejderne i jobcentrene at komme i skudlinjen.

quote Lovforslaget laver jo ikke om på de intentioner, der var bag reformen

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)

Så vil det nemlig fremstå, som om det er dem, der står i vejen for en førtidspension, lyder bekymringen hos Socialchefforeningen.

- Der er masser af ting, man går ind og vurderer i et samlet billede, hvor det bliver rigtig svært siger Helle Linnet, der er formand for Socialchefforeningen.

Derfor er det endnu for tidligt at sige, alene med baggrund i lovforslaget, om det rent faktisk vil blive nemmere at få førtidspension, mener hun.

- Men jeg forventer, at politikerne kommer med en vejledning, der fortæller os, hvilke grupper vi skal give pension, som ikke får det i dag, siger Helle Linnet.

Forsikring fra ministeren

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) fastslår i et interview med Ritzau, at det vil blive nemmere at få tilkendt førtidspension. 

Til bekymringen for, om det kan skabe nogle forventninger hos borgerne om, at praksis bliver mere lempelig, end den rent faktisk gør, siger han:

- Lovforslaget laver jo ikke om på de intentioner, der var bag reformen: At man ikke skal parkere folk på førtidspension. Ikke mindst for de unge under 40 lægger vi stadig op til, at de skal få en tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Men der, hvor ændringen er, er ved nogle af de mange enkeltsager, vi har set, hvor folk har været meget syge, og der slet ikke er en mulighed for, at de kan få en arbejdsevne.

- Vi skulle gerne sørge for at sikre, at de sager ikke kan finde sted i fremtiden.

Oversigt

    Oversigt