Ærø: Socialdemokrat bliver løsgænger i kommunalbestyrelsen

Kommunalbestyrelsesmedlem på Ærø melder sig ud af Socialdemokratiet og bliver løsgænger. Han vil ikke arbejde efter de betingelser, som bestyrelsen stiller.

Jens Weiss der er socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem på Ærø har meldt sig ud af Socialdemokratiet og er blevet løsgænger.

- Jeg kan ikke arbejde på de betingelser, som er stillet fra bestyrelsens side. Bestyrelsen trækker valgprogrammet frem, som vi gik til valg på. Det arbejder jeg også for og efter, men de synes, at jeg går for meget enegang og skyder med for mange skud i bøssen og stiller for mange forslag, som skal tages stilling til, siger Jens Weiss.

Melder sig ud efter længere tids overvejelser

Jens Weiss blev valgt ind i kommunalbestyrelsen på Ærø ved kommunalvalget i november 2017. Det er længere tids overvejelser og flere sager, der gør, at han nu vælger at melde sig ud af Socialdemokratiet og blive løsgænger.

- Der har været sagen om solcellerne, der skal opstilles på Ærø, hvor vi fik oplægget fire-fem dage førend mødet. Her havde jeg ikke mulighed for at vende sagen med mit bagland. Og så kom sagen om lækken, hvor der nu er kommet en afgørelse og en har fået en bøde. Men det er uholdbart for alle i kommunalbestyrelsen, at vi ikke har fået at vide, hvem det er, siger Jens Weiss.

Han understreger, at han ikke har været involveret i lækken, og at det ikke er derfor han trækker sig fra den socialdemokratiske gruppe.

- Man kunne hurtig komme til at koble min afgang med lækken, og det er det absolut ikke. Jeg er stadig socialdemokrat også selvom jeg ikke er medlem af socialdemokratiet. Jeg har bedt om at blive en del af konstitueringsgruppen, så jeg beholder min plads teknik-, miljø- og havneudvalget, siger Jens Weiss.

Borgmester er ærgerlig

Borgmester Ole Wej Petersen tager Jens Weiss' beslutning til efterretning, men han mener samtidig, at det er den bedste løsning på sagen.

- Det er jeg da ærgerlig over, men i den givne situation, mener jeg, at det er den bedst mulige løsning. Lige siden valgkampen for halvanden år siden, har det været et langt krisemøde med Jens Weiss om hvordan man opfører sig og laver aftaler.

Også Anne Wittrup-Jensen der er næstformand i Socialdemokratiet på Ærø mener, at det var den bedste løsning, at Jens Weiss meldte sig ud af partiet.

- Det var den bedst mulige løsning under de omstændigheder der var. Men jeg ser frem til et godt samarbejde med ham, selv om han ikke længere repræsenterer socialdemokratiet, siger næstformand Anne Wittrup-Jensen.

Oversigt

    Oversigt