I det fynske folks tjeneste

Socialdemokrat truede dansk-tyrkiske forældre på Facebook

Efter lang tids kritik af Niclas Turan Kandemirs ytringer på Facebook, har han fjernet et kontroversielt opslag. Kritikken er imidlertid ikke forstummet.

01:08

Det er en trussel, når socialdemokraten, Niclas Turan Kandemir, henvendt til tilhængere af Gülen-bevægelsen i Danmark skriver: "I burde skamme Jer, men bare rolig, vi har allerede bemærket Jeres aktiviteter i Jeres private skoler", mener Peter Bendix, Dansk Friskoleforening.

Forsvarsadvokat og dansk-tyrkisk byrådspolitiker i Odense, Niclas Turan Kandemir, har med flere kontroversielle opslag i forbindelse med kupforsøget i Tyrkiet forrige sommer gjort sig til genstand for en skarp debat om, hvordan man kan tillade sig at ytre sig som folkevalgt i Danmark.

Landsforræddere. I burde skamme Jer, men bare rolig, vi har allerede bemærket Jeres aktiviteter i Jeres private skoler

Niclas Turan Kandemir på Facebook, sommeren 2016

Den 16. juli 2016 skrev Niclas Turan Kandemir et opslag på sin facebookside, som blandt andet lød sådan her:

En personlig appel til Gülen-bevægelsen i Danmark. I kan gå ad helvede til. Lad være med at stemme på mig ved næste kommunalvalg. Jeg vil hellere være udenfor byrådet, end at være valgt til byrådet med Jeres stemmer. Landsforræddere. I burde skamme Jer, men bare rolig, vi har allerede bemærket Jeres aktiviteter i Jeres private skoler.

Niclas Turan Kandemir langer med sit opslag kraftigt ud efter Gülen-bevægelsen, som er modstander af den autoritære tyrkiske præsident, Erdogan.

Niclas Turan Kandemirs omdiskuterede opslag på Facebook fra sommeren 2016.

Særligt har det vakt opsigt, at hans ytringer ikke er begrænset til bevægelsens medlemmer i Tyrkiet, men er direkte møntet på de dansk-tyrkere, som måtte sympatisere med den tyrkiske præsidents modstandere.

Stærkt bekymrende lyder det fra både Dansk Friskoleforening og fra flere politiske modstandere, som mener, at opslaget kan opfattes som en trussel.

Jeg synes, det er meget uheldigt, at han som politiker aktivt går ind og er med til at underbygge, at det faktisk er helt legalt, at nogen udfører en social kontrol eller truer andre til noget andet

Peter Bendix Pedersen, Dansk Friskoleforening

- Jeg synes, det er meget uheldigt, at han som politiker aktivt går ind og er med til at underbygge, at det faktisk er helt legalt, at nogen udfører en social kontrol eller truer andre til noget andet. Det frie skolevalg kommer under pres, siger Peter Bendix Pedersen, formand for Dansk Friskoleforening.

En holdning, som blandt andre deles af spidskandidat for Liberal Alliance i Odense, Tonny Vest.

Jeg synes, det er meget uheldigt, at han som politiker aktivt går ind og er med til at underbygge, at det faktisk er helt legalt, at nogen udfører en social kontrol eller truer andre til noget andet.

- Der er mange problemer i det rent værdimæssigt. For det første, så udtrykker han loyalitet for Erdogan, som jo ikke ligefrem er forenelig med danske demokratiske værdier. Det må han selvfølgelig om. Det, jeg synes, er mere problematisk, er den trussel, der ligger i det mod hans egne landsmænd, siger Tonny Vest.

Elevflugt førte til lukning af Fyns Privatskole

Fyns Privatskole i det sydlige Odense er en af de dansk-tyrkiske friskoler, som endte med at lukke som følge af elevflugt efter det mislykkede tyrkiske kupforsøg sidste sommer.

Friskoleforeningen vurderer, at omkring 700 danske skoleelever med tyrkisk baggrund skiftede skole som følge af det pres, der blev lagt på deres forældre i kølvandet på konflikten i Tyrkiet.

Et pres som ifølge Dansk Friskoleforening fandt sted på de sociale medier og via opringninger direkte til forældrene, som angiveligt blev truet med, at det kunne ende med at gå ud over deres interesser og familie i Tyrkiet med mindre, de meldte deres børn ud af navngivne skoler.

Læs også S-politiker kritiseres for at flirte med højreekstremister

- Vi oplevede et massivt pres på de her forældre fra skolestart og indtil den 5. september. Det vil sige, at dem, der har lagt det her pres, faktisk har vidst, at hvis de skulle ramme skolerne økonomisk, så skulle de nå det inden den 5. september. Det lykkes jo som bekendt flere steder, siger formanden for Dansk Friskoleforening, Peter Bendix Pedersen.

Han henviser til, at kampagnen tilsyneladende har haft det klare formål at tvinge så mange elever som muligt ud af skolerne inden 5. september, hvor alle landets friskoler skal indberette elevtal, som ligger til grund for det tilskud, skolerne kan modtage for resten af skoleåret.

TV 2/Fyn har gentagne gange forsøgt at komme i kontakt med ledelsen på den nu lukkede friskole, men det er ikke lykkedes at få den i tale.

Kandemir afviser at svare på spørgsmål

Niclas Turan Kandemir selv afviser i dag at stille op til et interview om sagen.

Han henviser i stedet til et opslag, han for nylig har lavet på sin Facebook, hvor han blandt andet forklarer, at han var meget berørt af situationen omkring militærkuppet i 2016, og at han nu har fjernet det pågældende opslag:

Jeg beklager, hvis de opslag jeg har skrevet på Facebook på dette tidspunkt var for voldsomme, og at de er blevet mistolket og misforstået.

00:24

Venstres politiske ordfører, Bo Libergren, vil have borgmesterens svar på, om Niclas Turan Kandemirs udmeldinger er forenelige med at være socialdemokrat i Odense.

Luk video

Borgmester nægter at forholde sig til sagen

Venstre og Liberal Alliance efterlyser en klar udmelding fra partikollegerne i Odense.

Socialdemokraterne bør forholde sig til, om udtalelser som dem, Niclas Turan Kandemir er kommet med, er forenelige med at sidde i byrådet, lyder det fra Bo Libergren, der er politisk ordfører for Venstre i Odense.

- Jeg undrer mig selvfølgelig over, hvordan det er foreneligt med at være socialdemokrat. Derfor vil jeg også gerne have Peter Rahbæk Juel til at forholde sig til, om det er god socialdemokratisk politik at støtte præsident Erdogan, siger Bo Libergren (V).

Den opfordring får dog ikke borgmester Peter Rahbæk Juel til at forholde sig til byrådskollegaens ageren på Facebook. Han har i dag afvist at lade sig interviewe om Niclas Turan Kandemir.

Borgmesteren henviser i stedet til formanden for den socialdemokratiske vælgerforening i Odense, Mads Søndergaard Thomsen, som sidst på eftermiddagen har besluttet sig for at stille op til interview i TV 2 /Fyns nyhedsudsendelse tirsdag klokken 19.30.