Socialdemokraterne vil stoppe besparelser på Vollsmose-skolerne

De tre skoler i Vollsmose skal skære ned på dansk undervisningen til de tosprogede. Skolerne er rystede, fordi 9. klasserne i forvejen liggger med det dårligste eksamensresultat i hele Odense. Socialdemokraterne vil have kigget på sagen igen.

Skoleinspektør, Olav Nielsen, på Humlehaveskolen skal i gang med at skære ned på danskundervisningen. Det skal han, fordi byrådet har vedtaget at fordele pengene til den sproglige indsats på skolerne på en helt ny måde.

- Jeg er da lidt i tvivl om, at politikerne har været klar over, hvad de har vedtaget, siger Olav Nielsen, der er skoleinspektør på Humlehaveskolen.

Penge til forebyggelse

Omrokeringerne betyder, at der nu skal flyttes penge fra sprogindsatsen i de ældste klasser til de yngste i blandt andet daginstitutionerne.

- Vi har valgt at tage nogle penge fra to-sprogsområdet og bruge dem på en tidlig indsats. Så vi har taget nogle penge fra nogen for at kunne lave et udviklingsprojekt, siger Børn- og ungerådmand, Jane Jegind(V).

Men på de tre Vollsmose-skoler mener de, at omfordelingen rammer dem særlig hårdt.

- Det virker besynderligt på os at vi bliver skåret 15 procent på de to-sproglige elever, hvor andre skoler slipper med 10 procent. Og situationen er den, at de resursestærke søger væk fra Vollsmose, og de svage bliver, så det virker ulogisk, siger Olav Nielsen,

S vil se på forliget igen

Den nye måde at fordele pengene på er en del af budgetforliget. Alligevel kommder det bag på socialdemokraten, Jesper Kinch Jensen, at Vollsmoseskolerne nu skal skære i danskundervisningen.

- De konsekvenser vi ser nu, dem havde vi ikke forudset og det overrasker os. Vi har ret til at blive klogere og jeg mener vi bør se på det igen, siger Jesper Kinch Jensen(S).

Vollsmoseskolerne opfordrer også politikerne til at kigge på sagen en gang til, ellers får det konsekvenser for en helt generation af unge to-sprogede, mener Olov Nielsen. Men Jane Jegind er ikke indstillet på at lave om på forliget.

- Jeg tror på, at vi skal lade pengene gå der hen hvor det virker, og når vi får lavet et bedre forebyggelsesarbejde, så bliver behovet for penge til to-sprogsområdet i Vollsmose også mindre i fremtiden, siger rådmanden.

Oversigt

    Oversigt