I det fynske folks tjeneste

Socialdemokratiet: Minister må på banen om vådområder

00:55

Lokale Venstre-politikere får opbakning fra uventet kant i deres kritik af de rammer, som deres egen regering har stillet op for arbejdet med vådområder.

Det er en umulig mission, staten har sendt kommunerne på, når de skal udpege nye danske vådområder.

Læs også Kommuner: Vådområder er en umulig opgave

Det mener lokale Venstre-folk i Ærø og Nordfyns Kommuner.

De to kommuner er kommet i betydelig modvind fra egne borgere netop på grund af deres håndtering af arbejdet med fremtidige vådområder.

- Grunden til, at de fleste ude ved os siger nej, er en usikkerhed i forhold til, hvad kommer der til at ske. Får jeg noget nyt jord? Hvis jeg skal sælge, hvad kommer det så til at koste? De spørgsmål kan jeg jo ikke give et svar på. Det er der jo heller ikke andre borgmestre, der kan. Det er kun staten, der kan give de svar, og derfor bør en større del af dialogen også gå via staten, siger borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V).

Han bakkes op af udvalgsformand og partifælle i Ærø Kommune, Lennart Mogensen.

- Man laver et tiltag overfor kommunerne, hvor man siger, det her skal I gøre. Vi kommer med nogle penge. Men det er kun, hvis lodsejerne vil. Det er en umulig opgave, siger formand for Erhvervs-, Teknik- og Havneudvalget på Ærø, Lennart Mogensen (V).

De to kommunalpolitikere retter dermed også kritik mod egne kolleger på Christiansborg - og mod den landbrugspakke, som Venstre sammen med Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative står bag.

02:54

Borgmester i Nordfyns Kommune, Morten Andersen (V) kritiserer kollegerne på Christiansborg for at have stillet ham en umulig opgave. Dansk Folkeparti afviser blankt kritikken.

Luk video

Socialdemokraterne bakker op om Venstre-politikeres kritik

Balladen omkring de to kommuners håndtering af arbejdet med nye vådområder viser ifølge Socialdemokraternes miljøordfører, Christian Rabjerg Madsen, at der er problemer med forudsætningerne for landbrugspakken.

Troen på, at det vil være muligt at etablere et stort antal nye vådområder via frivillige aftaler med lokale lodsejere, har han aldrig haft, og derfor kommer det heller ikke bag på ham, at arbejdet har mødt modstand på Fyn.  

 - Jeg tror, vi vil se det her problem flere steder i landet. Landbrugspakken er jo skruet sådan sammen, at man først giver tilladelse til at øge kvælstofmængden, og derefter håber man så, at man ad frivillighedens vej kan samle noget af kvælstoffet op. For mig beviser det, at landbrugspakken var en fejl, siger Christian Rabjerg Madsen.

Står du dermed her og siger, at du vil være med til at tvinge de her vådområder i gennem?

- Nej, jeg vil ikke stå her og komme med nogen konkrete anvisninger. Det er altså ikke mig eller mit parti, der har været med til at lave landbrugspakken. Nu må vi få ministeren på banen, og hvis han ønsker, at vi skal bidrage, så må han genåbne landbrugspakken, siger Christian Rabjerg Madsen.

Landbrugspakkens indhold

Landbrugspakken tillader landbruget fremover at tilføre markerne gødning svarende til den mængde, som planterne kan optage. Tidligere har det kun været tilladt at gøde op til 80 procent af planternes behov.

Til gengæld for den øgede gødningsmængde skal landbruget dog samtidig etablere såkaldt kvælstofreducerende tiltag som for eksempel skovrejsning, minivådområder eller vådområder.

TV 2/Fyn har dagen igennem forsøgt at få en kommentar fra Miljø- og Fødevareminister, Esben Lunde Larsen (V), men hans pressesekretær meddeler, at han ikke har mulighed for at medvirke i et interview.

Ved du noget? Så send os et tip

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.