I det fynske folks tjeneste

Socialrådgiver: Middelfart tromler borgerne

Middelfart Kommune kritiseres for at gå længere end lovgivningen foreskriver, når de skal have borgere i jobtræning.

00:29

Socialrådgiver Ricky Magnussen retter skarp kritik af Middelfart Kommune.

Flere psykiatere og socialrådgivere kritiserer Middelfart Kommune for at hive borgere gennem unødvendige ressourceforløb.

En af dem er Lone Nielsen, der på trods af kroniske smerter fra sygdommen cervikal dystoni, bliver tvunget i praktik. Middelfart Kommune fastholder, at hun kan arbejde to timer om ugen, og at hendes arbejdsevne kan udvides, så hun kan trappes op over tid. 

Læs også Lone har kroniske smerter: Nu skal hun i praktik

- Det giver ikke mening for mig. Jeg har været i systemet i fem år nu, men de vil ikke acceptere, at det er en kronisk lidelse, jeg har. Der er ikke nogen behandlingsmuligheder, og det går kun tilbage med min sygdom, siger Lone Nielsen.

For nyligt har kommunen besluttet, at Lone Nielsen midt i maj skal i praktik i en dagligvareforretning.

Praktikken bliver den sjette i rækken af praktikker, hvoraf Lone Nielsen kun har formået at gennemføre de to. Tre praktikforløb er blevet afbrudt, fordi Lone Nielsen undervejs blev så dårlig, at de måtte indstilles.

Arbejdsmarkedschef på Jobcenter Middelfart, Per Rasmussen, hører kritikken fra psykiatere og socialrådgivere, men han fastholder, at det er et fåtal af kommunens ressourceforløb, der ikke giver mening for borgeren. 

- Vi lytter altid til kritik. Men det er altså sådan nogle gange, at mennesker, der starter i ressourceforløb, ikke kan finde meningen med det - måske fordi man slet ikke kan se sig som en del af arbejdsmarkedet igen. Vi har dog også erfaring med, at efter noget tid begynder man igen at få mod på det (arbejdet, red.), fortæller Per Rasmussen.

- Kommunen går videre end lovgivningen 

Læs også Kritik af kommune: Umenneskelig behandling af selvmordstruet

Ricky Magnussen har som socialrådgiver siddet med Lone Nielsens og mange andres sager. Han mener, at Middelfart Kommune behandler borgerne generelt uden at tage hensyn til eventuelle tab af arbejdsevne.

- Man tromler hen over dem. Det leder simpelthen til, at vi gør borgerne dårligere end at hjælpe dem, siger han.

Ifølge lovgivningen skal alle, der kan, arbejde, også selvom det kun er to timer om ugen. Ricky Magnussen mener dog, at kommunen går langt over, hvad lovgivningen foreskriver.

- De går videre end lovgivningen beskriver, de skal. Hvis der ikke er nogle konkrete indsatspunkter, skal vi stoppe, og så skal vi tilkende enten fleksjob eller førtidspension, mener Ricky Magnussen. 

Du kan se hele debatten mellem Ricky Magnussen og jobcenterchefen herunder. 

09:49 Luk video