I det fynske folks tjeneste

Socialrådgiverforening: Det er en møgsag

Det er en rigtig møgsag, sådan lyder meldingen i dag fra formanden for Dansk Socialrådgiverforening i sagen om den politianmeldte plejefamilie fra Odense.

00:27

Formanden for Dansk Socialrådgiverforening for Region Syd melder i dag ud, at  det ikke er den bedste sag, Odense Kommune står med.

- Det er en rigtig dårlig sag, når der er grundlag for at flytte et barn akut og politianmelde en plejefamilie. Det er en møgsag for at sige det rent ud, siger Anne Jørgensen, som er formand for Dansk Socialrådgiverforening, Region Syd.

Læs også Plejeforældre politianmeldt for vold for tredje gang

Det omstridte plejeforældrepar er nemlig for tredje gang blevet anmeldt for blandt andet trusler og vold mod sine i alt fire plejebørn. 

De første to gange var det børnenes biologiske mor, der politianmeldte plejeforældrene, mens den seneste politianmeldelse kommer fra Odense Kommune. 

Det er en rigtig dårlig sag, når der er grundlag for at flytte et barn akut og politianmelde en plejefamilie. Det er en møgsag for at sige det rent ud

Anne Jørgensen, Formand, Dansk Socialrådgiverforening, Region Syd. 

Plejeforældrenes talsmand, Bjarne Clemmensen, har på vegne af familien dog afvist alle beskyldninger om psykisk og fysisk vold mod et plejebarn.

Tre af børnene blev fjernet fra plejeforældrene i 2013. Odense Kommune besluttede dog først i januar 2017 at flytte det yngste barn også.  

Burde Odense Kommune have stoppet samarbejdet med plejeforældrene tidligere?

- Når man kigger bagud, så er vi alle sammen meget klogere på det. Så man man sige, at det burde de have gjort, så barnet ikke skulle opleve at blive udsat for noget, som der er grundlag for at politianmelde, siger Anne Jørgensen.

Ifølge formanden er det ikke ualmindeligt, at nogle søskende bliver delt og flyttet, hvis de har andre behov. Men hun påpeger samtidig også, at man ikke må tage nogen chancer.

-  Hvis man er i tvivl, så skal det komme barnet til gode, forklarer hun.