Socialrådgiverstuderende mangler praktikpladser

Mange af de studerende på Den Sociale Højskole i Odense risikerer at skulle gå et semester om, fordi der ikke er praktikpladser nok.

Der er hård kamp om pladserne blandt de socialrådgiver-studerende. Hver femte kan ikke få nogen praktikplads.

- Jeg vil ikke tage tredje semester om. Jeg mener ikke det er en mulighed, for det er jo ikke en indgangsvinkel, at man skal tage et semester om, fordi skolen ikke kan skaffe en praktikplads. Det virker lidt absurd for mig, siger Jess Møller, studerende på Den Sociale Højskole i Odense.

Socialrådgivere er en mangelvare i hele landet. En undersøgelse som Dansk Socialrådgiverforening har lavet viser, at der for 2 år siden manglede 1500 socialrådgiverstillinger.

- Ressourcerne er måske ikke så store ude i kommunerne, men de er vores fremtidige arbejdskolleger. De vil gerne gøre brug gavn af os, men de vil ikke tage os i praktik, siger Linda Nielsen, der er studerende på Den Sociale Højskole i Odense

Derfor kræver de studerende, at undervisningsminister Bertel Haarder gør deres praktikpladser lovpligtige ligesom sygepleje- og pædagogstuderende. Så skal kommunerne stille en praktikplads til rådighed.

- Det er derfor vi gør opråb nu. Det er en kamp hver evig eneste år, siger Linda Nielsen.

Oversigt

    Oversigt