Topholdet GOG taber overraskende til bundhold

GOG kunne snuppe førstepladsen, men tabte i stedet mod Sønderjyske, der dermed bejler til slutspillet.

Efter en lang periode som ubesejret i herrernes håndboldliga måtte GOG onsdag se sig besejret.

 

 

På hjemmebane tog Sønderjyske således en fornem skalp og vandt med 33-30.

GOG havde ellers muligheden for at tage førstepladsen fra Aalborg, men i stedet ligger den fynske klub fortsat nummer to med et point op til den nordjyske klub, som dog stadig har spillet en kamp mere end GOG.

For Sønderjyske var de to point vitale i kampen om at nå blandt de bedste otte i slutspillet.

Med sejren avancerede Sønderjyske til netop ottendepladsen et point foran Ribe-Esbjerg, der har spillet en kamp færre.

GOG kom ellers som forventet bedst fra start, men det blev dog kun til føringer på et og to mål i den første del af første halvleg.

Sønderjyske kom i gang og vekslede 6-8 til 12-10, inden GOG alligevel kom tilbage og sikrede sig en pauseføring på 15-14.

Til gengæld åbnede hjemmeholdet anden halvleg klart bedst og scorede de første fire mål, så måltavlen lyste føring på 18-15.

GOG havde ikke rigtig et modsvar i denne periode, og det blev blot til to fynske scoringer i de første ti minutter. Det udnyttede Sønderjyske til at bringe sig foran 23-17.

Det trak op til en sikker sejr, da Sønderjyske også kom foran 29-22, men med fem scoringer i træk og reduceringen til 27-29 skabte GOG lidt spænding i slutfasen.

Men da Aaron Mensing med 75 sekunder tilbage scorede til 31-28, stod det endelig klart, at Sønderjyske kunne fejre en tiltrængt sejr efter fire liganederlag på stribe.

Oversigt

    Oversigt