Søren Højmark puster liv i Fyns gamle glasværk

Fire tidligere ansatte på det forlængst lukkede Fyns Glasværk genopliver med en gruppe frivillige byens gamle produktion.

Det er 27 år siden, der sidst blev blæst glas i det gamle Fyns Glasværk, men nu er der atter tændt op for ovnene.

Inden der kunne fyres op under ovnene har frivillige og fire tidligere ansatte i seks år arbejdet på at puste nyt liv i glasværket. 

Formålet med at tænde op i det gamle glasværk er, at kunstnere kan samles i det, der kaldes et kunstværkerhus. 

Sammen med tre andre har Søren Højmark for nyligt genoptaget sit arbejde som glasmager i Odense.

- Glas er et fantastisk materiale. Det kan jeg kun være fascineret af, siger han.

Han er vendt tilbage til sin arbejdsplads og puster glas dér, hvor han sad for næsten tre årtier siden.

Indtil for 27 år siden arbejdede han på Fyns Glasværk, der var en stor virksomhed på Odense Havn. Det oprindelige glasværk blev etableret helt tilbage i 1873, og gennem flere år var der mange ansatte. Men i 1990 kunne det ikke længere køre rundt, og glasværket blev lukket.

- Dengang var det ikke noget umiddelbart tab, for jeg var jo en ganske ung mand. Der var masser at tage sig til, men før eller siden vil man gerne hjem til sin by igen, og da var der ikke noget glasværk længere, fortæller Søren Højmark. 

Hen over påsken har nysgerrige odenseanere kunne komme inden for i værkstedet på havnen i Odense og mærke varmen fra de glohede ovne.

Gæsterne i værkstedet tager godt imod ideen om endnu engang at rejse Fyns Glasværk.

- Det er jo et ældgammelt håndværk, som er forsvundet fra byen, men jeg synes, det er en god ting at have, siger Lars Olsen.

Mens gæsterne kigger sig omkring, har Søren Højmark forvandlet en 1100 grader varm orange glasklump til et blåt fad.

Du kan læse mere om glasværket og det nye kunstværkerhus her

Oversigt

    Oversigt