Søren Huss på teaterscenen: - Jeg blev sgu rørt over smerten

Musikeren Søren Huss har komponeret musik til den tyske forfatter Bertolt Brechts Svendborgdigte. Det er blevet til teater, hvor Huss selv medvirker.

Søren Huss kendte godt til Bertolt Brecht i forvejen, men først for nylig fik han den tyske forfatter helt ind under huden.

- Jeg kan huske, da jeg satte mig ned og hørte den første sang, jeg havde skrevet. Det var i Brechts Hus i Svendborg, hvor jeg satte mig ind på hans kontor og kiggede ud over det sydfynske øhav. Der blev jeg sgu rørt over smerten, siger musikeren Søren Huss.

Den tyske forfatter Bertolt Brecht flygtede fra Nazityskland og boede i eksil i Svendborg i 1933 til 1939. Da skrev han digtsamlingen Svendborgdigte, der nu bliver omsat til teater. Det er Baggårdteatret i Svendborg, der har givet sig selv opgaven med at omsætte en tysk digtsamling til fynsk teater.

- Vi kan godt lide den slags udfordringer her på teatret. Tysk lyrik er der åbenbart salg i, og ikke en hvilken som helst tysk lyrik. Bertolt Brecht kan og vil noget. Han taler til os i vor tid, hans politiske budskaber er moderne, siger Baggårdteatrets direktør, Jakob Bjerregaard Engmann.

Selvom digtene er 77 år gamle, kan man finde alvorlige politiske lighedspunkter mellem verdenssituationen i 30'erne og i dag. Lighedspunkter, der bekymrer Søren Huss, når han tænker på Donald Trumps syn på mexicanere.

- Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er en højredrejning i gang, ikke bare i Danmark, men også i udlandet. Med Donald Trump, der er valgt i USA på nogle helt horrible udtalelser, der er ved at blive normaliseret. Det var jo den oplevelse, tyskerne havde i førkrigstiden. At det stille og roligt blev normaliseret at ydmyge andre mennesker og umenneskeliggøre dem.

Fra digte til musik

Søren Huss kom på noget af en opgave, da der skulle sættes musik til digtene, der for manges vedkommende er prosadigte.

- Der er ikke rigtig nogen versefødder på, så jeg måtte lede lidt efter formen.

Men projektet lykkedes og har gjort dybt indtryk på musikeren, der i en periode i dette efterår skulle holde mange bolde i luften samtidig.

- Jeg var både på soloturné rundt i kirker, holdt koncerter med Saybia og øvede samtidig Brecht. Det var ret skizofrent. Der kunne jeg nærmest ikke skrælle et æg. Men ellers ser jeg det som et kæmpestort privilegie, og jeg har brug for at lave sådan nogle ting her. Jeg bliver rastløs, hvis jeg tager rundt til de samme ti eller tyve spillesteder i Danmark og laver en ny plade. Jeg har brug for at ryste posen en gang imellem.

Søren Huss optræder på scenen sammen med den danske skuespiller Jens Gotthelf og tyske Leif Eric Young. Sproget er en sammenblanding af tysk og dansk, og det har været en ekstra udfordring for Søren Huss, selvom han aldrig har tvivlet på sine egne tyskkundskaber.

- Siden jeg var fuld i Wiesbaden som 15-årig til en tysk vinfest, har jeg haft et kærligt forhold til tysk. Der er selvfølgelig nogle ord, jeg ikke kender, så jeg har måttet slå op i nogle ordbøger. Men jeg elsker sproget, og selve klangen af sproget minder om dansk, faktisk mere end engelsk.

Samtidig med at digtene bliver omsat til fynsk teater, bliver digtsamlingen på mere end 100 digte for første gang oversat til dansk. De udgives på forlaget Multivers.

Forestillingen 'Bertolt Brechts Svendborgdigte' er instrueret af tyske Petra-Leonie Pichler og er allerede tæt på udsolgt. Den kan ses i Svendborg fra 17. november til 2. december og kommer også på turné til Kolding, Odense, København og Nyborg. 

Instruktør Petra-Leonie Pichler instruerer skuespillerne på Baggårdteatret. Fra venstre Jens Gotthelf, Søren Huss og Leif Eric Young.
Instruktør Petra-Leonie Pichler instruerer skuespillerne på Baggårdteatret. Fra venstre Jens Gotthelf, Søren Huss og Leif Eric Young.
Foto: Masoud Pouia

 

Bertolt Brechts Svendborgdigte som teater

 

Oversigt

    Oversigt