Søren venter i spænding: Torsdag præsenteres Verdensholdet

Torsdag udtages de gymnaster, der i næste sæson skal udgøre DGI Verdensholdet. Søren Berthelsen og flere fynske gymnaster har chancen for at komme med.

DGI skal finde 14 nye mænd og 14 nye kvinder til Verdensholdet. Torsdag offentliggøres de udtagne gymnaster, og flere fynboer er gået videre i optagelsesprocessen og venter nu kun på meddelelsen om, de er optaget eller ej.

19-årige Søren Berthelsen fra Nørre Aaby er én af gymnasterne, der kæmper om en eftertragtet plads på Verdensholdet. 

- Det er en kæmpedrøm. Det er noget, jeg har trænet meget efter. Det ville være en stor ting for mig, hvis jeg kunne komme på, siger Søren Berthelsen. 

Søren Berthelsen krydser fingre for at blive optaget på DGI Verdensholdet.
Fotograf: Ken Petersen

Nikolaj Refshauge, der var instruktør på det forrige verdenshold fra 2016 til 2017, tror på, at fynboerne har gode chancer for at blive optaget.

I alt starter 180 håbefulde gymnaster. Efter en weekend bliver de barberet ned til 20 mænd og 20 kvinder, der kommer til en samtale og bliver vurderet på alt andet end spring og saltomortaler.

- Kigger man på bruttotruppen med 20 drenge og 20 piger, er Fyn stadig godt repræsenteret, så mon ikke, at det nok skal gå, fortæller han.

 
Fotograf: Ken Petersen

- Det er vigtigt, at man kan andet end gymnastik, fordi man er så tæt sammen, når man rejser med verdensholdet. Det bliver lidt ligesom at have en familie med. Man holder for eksempel ikke jul hjemme, for der er man ude og rejse i et land langt væk fra familien. Derfor er det rigtig vigtigt, at truppen fungerer godt sammen. Det er fundamentet for en god tur. 

Tyskland, Tanzania og Tjekkiet

Flere fynske gymnaster har tidligere været udtaget til Verdensholdet, og det er der en særlig grund til.

- Vi har et rigtig stærkt foreningsliv på Fyn, og det gør, at vi producerer mange dygtige gymnaster, siger Nikolaj Refshauge. 

I den forgange sæson blev Verdensholdet fløjet til Tyskland, Tanzania, Australien, Indonesion, Kina, Mexico, USA, Gran Canaria, Bruxelles, Belgien, Tjekkiet og Sverige, og Verdensholdet koster mere end 15 millioner kroner.

DGI betaler tre millioner kroner, og hver deltager på holdet betaler 35.000 kroner. 

Du kan se hele interviewet med Nikolaj Refshauge her. 

Verdensholdet

Oversigt

    Oversigt