I det fynske folks tjeneste

Barn død af bakterieinfektion: Søster var også smittet med farlig bakterie

Statens Serum Institut bekræfter over for TV 2/Fyn, at to børn i Gislev var syge af den E colibakterie, der kostede et barn livet. Barnet var søster til den afdøde.

Søsteren til det afdøde barn var også smittet med E-colibakterien VTEC. Foto: Ole Holbech

Søsteren til det børnehavebarn i Gislev, der døde som følge af en infektion med E-colibakterien VTEC, var også smittet.

Det bekræfter Tyra Grove Krause over for TV 2/Fyn. Hun er afdelingschef for infektionsepidemiologi og forebyggelse ved Statens Serum Institut. 

Torsdag kom det frem, at Børnehuset Solstrålen i Gislev har været ramt af en tragedie. Et barn fra børnehaven er død efter at have været inficeret med E-colibakterien VTEC.

Ifølge Styrelsen for Patientsikkerhed opstod der en sjælden komplikation, der førte til, at barnet døde af akut nyresvigt. Søsteren var inficeret med samme bakterie, men undgik akut nyresvigt og overlevede. Ifølge TV 2/Fyns oplysninger gik søsteren ikke i samme institution som det afdøde barn.

Læs også Skole og børnehave lukket: Barn død af bakterieinfektion

Ifølge Maja Kvist, der er skole- og institutionsleder på Gislev Friskole og Børnehuset Solstrålen, har man ikke mistanke om, at infektionen er sket i børnehuset, men man valgte som en sikkerhedsforanstaltning at få desinficeret hele skolen og børnehuset af firmaet Belfor. 

Fakta

Speciallæge Nina Weis fra sundhed.dk forklarer, hvad det er for en bakterie, og hvad du kan gøre derhjemme for at undgå at blive syg. 


Hvad er VTEC?
En bakterie, der findes naturligt i tarmsystemet hos mennesker og dyr. VTEC står for verotoksinproducerende E. coli.

 

Hvorfor får man VTEC?

VTEC kan smitte fra person til person, fra drikke- eller badevand og fra fødevarer, som er blevet forurenet med afføring fra dyr eller mennesker. VTEC findes oftest hos drøvtyggere, eksempelvis kvæg, geder og får. Det er karakteristisk for VTEC, at man kan blive syg af en meget lille dosis.

 

Hvad er symptomerne på VTEC?

Blodig diarré med svære mavesmerter. Især hos børn kan det føre til en alvorlig tilstand med blodmangel og nyresvigt. 

 

Hvilken behandling er der?

Det er vigtigt at undgå behandling med antibiotika og stoppende midler, da det har vist sig at føre til mere alvorlige sygdomstilfælde. På sygehuset vil man i stedet forbehandle med øget væsketilskud ved direkte drop direkte blodåren. 

 

Hvad kan du selv gøre?


​Hvis du eller andre i husstanden har diarré, anbefaler Statens Serum Institut, at:

  • man vasker hænder efter hvert toiletbesøg og før alle måltider

  • man anvender håndsæbe i flydende form eller magnetophængt sæbe

  • man tager ringe, ure og armbånd af ved håndvask

  • hvert familiemedlem har sit eget håndklæde, samt at disse skiftes hyppigt

  • man overholder god toilethygiejne, herunder rengøring med almindelige rengøringsmidler

  • man rengør toilettet inklusiv toiletskylleknap dagligt, og når det er synligt forurenet

  • man vasker hænder efter rengøring af toilettet

  • man vasker sengetøj, håndklæder og lignende, der er forurenet med afføring ved mindst 80 grader

Se mere

Skolen og børnehuset var onsdag og torsdag lukket på grund af situationen. Fredag åbnede man for pasning og krisehjælp på en anden lokation, og ifølge Maja Kvist regner man med at åbne både skole og børnehus igen mandag. 

Læs også Barn død af bakterieinfektion: Hold øje med blodig diarré og ondt i maven

Faaborg-Midtfyn Kommune har valgt at tilbyde psykologhjælp til den tragedieramte skole og børnehus. 

- Vi understøtter personalet på stedet med psykologer, så børnenes sorg og spørgsmål kan rummes og besvares bedst muligt, sagde Annette Friis Andersen, der er forebyggelses- og sundhedschef i Faaborg-Midtfyn Kommune, torsdag til TV 2/Fyn i et skriftligt svar. 

Dødsfald i forbindelse med at være inficeret med bakterien VTEC er ifølge Styrelsen for Patientsikkkerhed sjældne, da det også er meget sjældent, der opstår komplikationer, som der gjorde med det afdøde barn.