I det fynske folks tjeneste

Søger hjælp fra EU til Faaborg

Region Syddanmark søger midler fra EUs Globaliseringsfond efter at Danish Crown har bebudet lukning af slagteriet i Faaborg og fyring af 472 ansatte.

Region Syddanmark har tænkt sig at søge midlerne fra EU, selvom kravet for at få del i dem er, at der er tale om 500 fyrede.

- 472 fyrede eller 500 - det kan ikke komme an på det, siger formanden for Region Syddanmark, Carl Holst, Venstre.

Han fastslår at 472 fyringer i en kommune som Faaborg-Midtfyn slår betydeligt hårdere end 500 fyringer i København.

Carl Holst har været i kontakt med Erhvervs- og Beskæftigelsesministeriet, som ser positivt på initiativet.

Der kan dog let gå op til et år, inden der eventuelt strømmer penge fra EU.

Modellen kendt fra Lindø

Tanken er, at bruge erfaringerne fra lukningen af Lindø-værftet i 2009.

- Dengang tog Region Syddanmark straks kontakt til Kerteminde og Odense Kommuner for at drøfte, hvordan vi sammen kunne reagere på situationen. Det vil jeg også gøre nu i forhold til Faaborg-Midtfyn Kommune, som vi naturligvis vil indgå i et tæt samarbejde med, siger Carl Holst og fortsætter:

. Som reaktion på lukningen af Lindø udviklede vi en vækstplan, og vi sammensatte en omstillingsplan for de fyrede, der havde behov for at søge nye jobområder. Kunsten var at få vækstplan for området og omstilling for de fyrede til at understøtte hinanden. Den model skal vi nu udvikle i Faaborg.

En evaluering af de afsluttede indsatser andre steder viser, at blandt andet fremtidsrettet uddannelse har fået ledige i job efter massefyringerne på Danfoss, LM Glasfiber og Lindø.

Ved du noget? Så send os et tip