I det fynske folks tjeneste

Sol, blæst og 15 grader: Varmere i vandet end på stranden

Det er en kølig og blæsende første sommerferieuge for rigtig mange fynboer – og sådan ser det ud til at fortsætte.

Flere steder på Fyn vil det i disse dage være lunere at hoppe i havet og blive derude fremfor at forsøge at få varmen oppe på stranden. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Der er ikke umiddelbart udsigt til sommer og strandvejr lige i den første tid. De seneste dage har været kølige og med masser af blæst, og sådan er det også startet onsdag.

- Vi har en kold morgenstund med den her lidt kolde nordvestenvind, der kan give enkelte byger, siger TV 2 Vejrets Per Christiansen.

Læs også Vindstød op til kuling: Mere efterår end sommer i vente

Der kan komme perioder med lidt eller nogen sol, men det bliver ikke på den måde sommervarmt.

- Koldt – eller i hvert fald køligt – bliver det med 14-17 grader, hvor det bliver lunest i løbet af eftermiddagen. Så det vil nogle steder være lunere at hoppe i havet og blive derude, siger vejrværten.

Varmere i vandet

TV 2 Vejrets havtemperaturmålinger viser, at havet omkring særligt det nordlige Langeland er blevet varmet godt op. Her er der målt 20 grader varmt vand, mens det ellers rundt om Fyn er målt til mellem 17og 19 grader.

- Derfor bliver det sværere at komme på land igen og få varmen der – og det gør det sådan set også de kommende dage, siger Per Christiansen.

Her bliver hverken vejret eller temperaturen specielt sommerlig. Temperaturen ligger ugen ud på et sted mellem blot 15 og 18 grader.

- Og husk at det her er altså maksimumtemperaturer, så det er så lunt, det bliver i de her dage med både blæst og regn, siger vejrværten.

01:21

Se tirsdagens sene vejrudsigt.

Luk video