Solbakken forventer fynsk stormløb

FC København-træner Ståle Solbakken regner med et særdeles offensivt og aggressivt OB-hold, når de to tophold mødes i Odense i morgen.

OB skal vinde over FC København i morgendagens SAS Liga-kamp, hvis de fynske mesterskabsdrømme skal holdes i live, og det ved københavnernes træner, Ståle Solbakken, også.

Derfor har han forberedt sit hold på et fynsk stormløb på Fionia Park i Odense.

- Før eller siden bliver OB nødt til at komme stormende, især hvis de ikke får et tidligt mål, så det har vi indstillet os på, siger Solbakken til Ritzau.

Fynboerne går ind til kampen seks point efter FCK, som fører ligaen, hvor der kun er 12 point tilbage at spille om.

Men selvom Solbakken regner med at se et aggressivt OB-hold, så betyder det ikke, at FCK-træneren sender et mere defensivt hold på banen.

- Nej, det sker ikke, og det mener jeg aldrig, at vi gør. Sådan bliver det heller ikke i morgen, det vil folk også kunne se, fortæller nordmanden.

I de seneste fire ligaopgør mellem holdene i Odense har FCK ikke formået at score, og af de fire kampe er de seneste tre endt 0-0, men det er langt fra sikkert, at det bliver tilfældet denne gang, lyder det fra FCK-keeper Jesper Christiansen.

- OB er et meget svært hjemmebanehold at møde, men jeg tror, at OB i morgen kommer lidt længere frem på banen, og det kan give os andre muligheder i vores angrebsspil end normalt, siger målmanden med henvisning til, at OB's ofte solide defensiv måske ofres i morgen i forsøget på at sikre en hjemmebanesejr.

Oversigt

    Oversigt