I det fynske folks tjeneste

Solceller billigere end ventet

Region Syddanmark får solceller på de syddanske sygehuse langt billigere end ventet. Den hidtil største investering i solceller i Danmark bliver 30% billigere.

Region Syddanmark havde oprindeligt afsat 82 millioner kroner til at opsætte solcelleanlæg til produktion af strøm på regionens sygehuse.

Men efter udbudsrunden står regionen med et tilbud fra Energi Midt A/S på 50,5 millioner kroner.

På Fyn skal der opsættes solceller på sygehusene i Middelfart, Svendborg og Nyborg.

Ialt kommer de 20.000 kvadratmeter solceller til at producere 2547 MWh - svarende til forbruget i omkring 850 husstande - og det udgør ca. tre procent af sygehusenes samlede forbrug.

Solcellerne skal efter planen være på plads i december 2012.

Projektet blev udbudt i fire pakker. Energi Midt A/S kom med det bedste tilbud i alle fire pakker med den største garanterede ydelse pr. investeret krone.

Region Syddanmark overvejer nu at bruge de sparede penge på endnu flere solceller.

Betaler sig ikke på OUH

At det nuværende Odense Universitetshospital ikke er med i projektet skyldes, at det ikke kan betale sig.

Afskrivningsperioden på solcellerne er 11 år, og til den tid, skulle det nuværende OUH være erstattet med det nye superhospital, som ventes færdigt i 2021.

- Derfor søger vi at indarbejde solceller i byggeriet af det nye hospital, siger sundhedsdirektør Jens Elkjær, Region Syddanmark.

Ved du noget? Så send os et tip