I det fynske folks tjeneste

Soldrevne både på Odense Kanal

Til sommer kan man få en tur i soldreven båd på Odense Kanal

Odenseanerne og turister kan fremover tage en tur med en lydløs, soldrevet båd i Odense Havn og på Odense Kanal. Båden, en flydebro og en formidlingspavillon står klar til sommer.

Odense Kommunes projekt, Let?s Play Outdoors har bevilget en halv million kroner til køb af båden og etablering af anløbsbro og en pavillon med information om energirigtig sejlads.

Visionen er på sigt, at få virksomheder, private og foreninger til at gå sammen om større både, som for eksempel kan bruges som flydende mødelokaler.

Med tiden kan turbådssejladsen på Odense Å måske også lægges om til solenergi.

Det er meningen at solcellerne leverer strøm til el-nettet, når solen skinner og der er overskud, og at de "låner" strøm fra nettet i gråvejr.

Flere projekter får penge

En række andre projekter får penge fra Let?s Play Outdoors:

Leg og Liv får 400.000 kroner til en vandterrasse, som skal etableres i et lavvandet område, for eksempel ved Stige Ø, så man kan komme helt tæt på vandoverfladen.

Legende Motion til Børn får 400.000 kroner til en børnemotionspark ved den eksisterende voksenmotionspark i Munke Mose i Odense og udvikling af en app til smartphone, som gør det muligt for brugerne at konkurrere med hinanden.

Mindre beløb tilflyder Stilleleg, som er en 24 timers meditationsseance og projektet Fjordspor, som skal udvikle en rute langs Odense Kanal med infoposter, hvor QR-koder giver interesserede oplysninger om Odense Kanal og Fjord på smartphone.

Ved du noget? Så send os et tip