I det fynske folks tjeneste

Solen giver over 10 grader i weekenden

Et blidt forårsvejr er på vej i weekenden, hvor temperaturen flere steder kan stige til over 10 grader.

Et blidt forårsvejr er på vej i weekenden, hvor temperaturen flere steder kan stige til over 10 grader.

Selvom det har været blæsende natten til fredag, så er der noget at se frem til i weekenden. De fleste steder i landet bliver det tørt og solrigt. Særligt søndag er der chance for at kunne lade vanterne blive hjemme.

- I weekenden går vinden om i syd, og det vil bringe varmere luft op til os fra Mellemeuropa.

- Temperaturen vil lørdag nå op på otte til 10 grader, og søndag kan de sydvestlige egne komme helt op omkring 12 grader, siger Klaus Larsen, vagtchef ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

Allerede fredag klarer det op, hvor solen vil komme frem fra skyerne. Men der er dog stadig risiko for byger nogle steder i landet.

Lørdag kan sjællænderne glæde sig, for der kan forårsvejret komme over de 10 grader. Men det er dog ikke alle, der får del af forårsvarmen.

- Temperaturen i havet omkring Danmark er kun lidt over frysepunktet, og det vil betyde, at kyster med pålandsvind ikke får over fem grader, siger Klaus Larsen.

- Selv om det næsten bliver forårsvarmt i weekenden, så bliver vejret dog ikke strålende. Himlen vil nemlig være dækket af højtliggende tynde skyer, så den sol, vi får, vil være sløret.

Særligt nordjyderne får en lidt vådere weekend, hvor der i løbet af lørdagen passerer lidt regn. Fredag er der risiko for hagl og torden.

Det gode vejr fortsætter i næste uge, dog med en smule lavere temperatur, omkring seks til otte grader.

- Lige nu ser det ud til, at vinden efterhånden går i øst og sydøst, og det vil give os lavere temperaturer og ikke ret meget solskin i løbet af næste uge.