Solrig lørdag - men hedebølgen lakker mod enden

Det varme sommervejr fortsætter på Fyn. Dog bliver lørdag ikke helt så hed som de foregående tre dage.

Siden onsdag har temperaturerne i det meste af Danmark ligget omkring de 30 grader i dagtimerne. Lørdag bliver lidt mildere, men det tegner stadig til at blive en hæderlig sommerdag. 

Fra morgenstunden vil temperaturerne ligge omkring 18 grader. Senere på dagen kommer termometeret nok op omkring 24-25 grader. En jævn til frisk vind blæser ind fra øst, så der er lidt naturlig afkøling til dem, der ikke er vilde med de høje temperaturer. 

Selvom 25 grader og solskin er fornemt sommervejr efter danske standarder, så betyder det alligevel, at temperaturerne har taget sig et dyk. Både onsdag, torsdag og fredag målte DMI over 30 grader flere steder i Danmark. 

Landet har derfor været igennem en reel hedebølge. Sådan en er defineret ved, at temperaturerne tre dage i træk måler over 28 grader. 

Sommervejret fortsætter de kommende dage, og både søndag og mandag siger prognoserne 26 grader. 

Oversigt

    Oversigt