Solskin giver tidlige danske jordbær i år

Aprils solskinsrekord betyder, at de danske jordbær kommer en uge eller 14 dage tidligere end de plejer.

De danske jordbær ser ud til at være modne tidligere end de plejer i år og allerede på Kristi himmelfartsdag vil danskerne formentlig kunne sætte tænderne i nyplukkede jordbær. Det skriver Fyens Stiftstidende.

- Jordbærrene er modne en uge tidligere i år, fordi vi har haft rekordmange solskinstimer i april, siger jordbærkonsulent hos GartnerRådgivningen Bodil Damgård Petersen til avisen.

Og samme melding kommer fra jordbæravler Bjarne Knutsen fra Horne på Sydfyn, der forventer at sælge jordbær fra vejkanten 14 dage tidligere end han plejer.

- Der er allerede røde bær, men der går nok cirka 10 dage, før vi begynder at sælge dem, fortæller han avisen.

Ud over jordbær er der også udsigt til, at de danske kartofler kan graves op en uge tidligere, mens afgrøder som byg, hvede og raps er 14 dage foran.

Oversigt

    Oversigt