Sølv fundet på Hindsgavl Slot

To konservatorer på Hindsgavl Slot har gjort et overraskende fund under restaureringen af Marmorsalen. Loftet er belagt med ægte sølv.

To konservatorer er i øjeblikket i gang med at restaurere hele stueetagen på Hindsgavl Slot ved Middelfart.

Men da de skulle rense frisen i Marmorsalen gjorde de et overraskende fund. Listerne op mod loftet var belagt med sølv.

- Tidligere har listen op mod loftet været bemalet, og vi var ikke klar over, at der var en original sølvkant, siger Trine Lai fra Hindsgavl Slot.

Det er ægte sølv, der er fundet på listerne. Og fremover vil det ikke være malet over, fortæller én af konservatorerne.

- Det er et spændende fund, og det kommer til at betyde en meget pænere afrunding, som afslutter listen mellem loft og frise-dekoration på en utrolig smuk måde, siger Britt Christmas-Møller fra Konserveringsværkstedet.

Hele hovedbygningen på Hindsgavl Slot gennemgår en omfattende restaurering i de kommende uger. Og de forventer at være færdige i uge 9.

Oversigt

    Oversigt