I det fynske folks tjeneste

Somalisk kvinde værtinde for Kronprinsessen

41-årige Leyla Haji Yusuf fra Vollsmose har fået det ærfulde hverv at være Kronprinsesse Marys værtinde, når Kronprinsessen sidst i august gæster Vollsmose.

Leyla Haji Yusuf er født i Somalia og har boet i Danmark siden 1997.

Stolt og glad

- Jeg er utroligt stolt over at få lov til at vise Kronprinsessen rundt, selvom jeg også er noget nervøs, siger den 41-årige mor til fire.

Det bliver Leyla Haji Yusufs opgave at svare på de spørgsmål, der dukker op hos Kronprinsessen under det 5 timer lange besøg i Odense-bydelen.

Leyla Haji Yusuf, som er flygtning, er den første kvinde med somalisk baggrund, som tog en social- og sundhedshjælperuddannelse i Odense.

- Jeg er glad for som indvandrer at få lov til at vise Kronprinssesen og det øvrige Danmark, at man godt kan få en uddannelse og arbejde, selvom man er kvinde og somalier, siger Leyla Haji Yusuf.

Bor alene

Den somaliske kvinde har fire børn i alderen 3-21 år. Hun bor med de to yngste børn i Vollsmose og arbejder i ældreplejen.